Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
15-04-2011

Et nyt hold akademikere klar til at betræde nye stier

Ledere fra psykiatri og hospitaler kunne mandag den 11. april 2011 møde potentielle kandidater til næste hold i løntilskudsprojektet ”Ledige akademikere i Region Hovedstaden”.
Informationsmøde 11. april 2011 Informationsmøde for AC-projektet (Foto: Marie-Louise Valsted)

Velbesøgt informationsmøde med speed-jobsamtaler
Det var 40 topmotiverede og velkvalificerede akademikere, der mandag den 11. april mødte op i Arbejdsmarkedsafdelingens mødelokaler for at byde ind på 18 løntilskudsstillinger på Region Hovedstadens hospitaler og psykiatri. Akademikerne, der var mødt op til informationsmødet, var på forhånd udvalgt og inviteret af Magistrenes a-kasse og Akademikernes a-kasse.

Formiddagens program bød på oplæg fra deltagere i tidligere AC-projekter samt generel information om projektet og om Region Hovedstaden.

SpeedjobsamtalerOm eftermiddagen forvandlede arrangementet sig til speed-jobsamtaler, hvor kandidaterne havde mulighed for at gå til korte, indledende jobsamtaler på de forskellige stillinger. Lederne indkalder herefter selv de kandidater, de ønsker at se til den endelige jobsamtale i afdelingen.

Krævende at være akademiker blandt hvide kitler
På informationsmødet var der oplæg fra tidligere deltagere i AC-projektet, både på medarbejder- og ledersiden. Her fik akademikerne gode råd om, hvad der skal til for at begå sig som akademiker på et hospital.

Ledende oversygeplejerske Dorrit Thorsen fra Hvidovre Hospital opfordrede akademikerne til at være nysgerrige og fordomsfri, når de møder livet på en hospitalsafdeling. Det er en kæmpe udfordring at være akademiker blandt sundhedspersonale, og derfor er det vigtigt at synliggøre, hvad man kan bidrage med. Man skal have evnen til at ”forstyrre” og banke døre ind, og man skal have formatet til at træde en sti, som ingen i afdelingen har trådt før. Til gengæld får man som løntilskudsansat akademiker en masse erfaring med sig – og måske endda et job. Afdelingen kan nemlig bruge løntilskudsordningen til at prøve af, om der er brug for en bestemt stilling i afdelingen.

Projektet giver nye kompetencer og netværk
Formålet med projektet er at give ledige akademikere muligheden for at få joberfaring, ny viden og et netværk indenfor sundhedssektoren. For virksomhederne er det chancen for at få løftet opgaver af ikke-sundhedsfaglig karakter af en ny faggruppe.

Det er fjerde gang Region Hovedstaden kører et AC-projekt, hvor ledige akademikere ansættes i løntilskudsjob i et halvt år. Deltagerne får et fælles introduktionsforløb, der bidrager at klæde dem på til at arbejde i sundhedssektoren. Samtidig får de glæde af det netværk, de danner med hinanden undervejs.

Redaktør
Marie-Louise Valsted
Email VzNalTap@3pm.regionh.dk