Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
03-11-2011

Ledige akademikere med mod på nye udfordringer

En succes kan altid tåle at blive gentaget, og det må man bestemt sige der har været med løntilskudsprojektet ”Ledige akademikere til Region Hovedstaden”, hvor tilbagemeldingerne fra både afdelinger og løntilskudsansatte har været overvældende positive. Derfor bød Arbejdsmarkedsafdelingen endnu en gang til informationsmøde for særligt inviterede kandidater.

Af: Anne Ingevold
En smittende entusiasme
Rune Bjerg Hansen er, med sin ordstrøm og begejstrede armbevægelser, en diametral modsætning til dagens spæde begyndelse, hvor godt 76 ledige akademikere tog plads i Festsalen på Glostrup Hospital, i hvad man kan beskrive som absolut god ro og orden. De deltagende ledige akademikere er blevet håndplukket af deres respektive a-kasser og er nu mødt op for at høre mere om, hvad det vil sige at være i løntilskud i Region Hovedstaden og hvordan man som akademiker passer ind i en verden befolket af hvide kitler.

Ordene flyder fra Rune Bjerg Hansen i en lind strøm, mens han med engagement og entusiasme fortæller om sin egen tid som akademiker ansat med løntilskud. Skønt dagens tidligere oplæg fra udviklingskonsulent Else Kähler fra Arbejdsmarkedsafdelingen både har omhandlet en introduktion til det at arbejde på et hospital samt fordelene ved en ansættelse i løntilskud, er det først da de tre deltagere fra et af de tidligere hold i løntilskudsprojektet, Nina Ramskov Siegismund, Rune Bjerg Hansen og Andreas Jørgensen, fortæller om deres egne oplevelser som akademiker i løntilskud i Region Hovedstaden, forsamlingen forventningsfuld lyser op.

Kompetente kandidater
Der er ingen tvivl om, at kandidaterne alle er yderst velkvalificerede og at det ikke er mangel på viden eller interesse, der har gjort, at de stadig er på jagt efter fast job. Efter en periode som ledig, er det ikke ualmindeligt, at det bliver sværere at se nye veje og muligheder. Hvilket netop gør løntilskudsprojektet ”Ledige akademikere i Region Hovedstaden” til et skridt i den rigtige retning, eftersom det åbner øjnene for de muligheder projektet indeholder for parterne på begge sider af bordet, når der laves aftale om en ansættelse i løntilskud.

Som udgangspunkt er det de færreste akademikere og de færreste hospitalsansatte, der er klar over, hvor stor en glæde de to grupper af ansatte kan have af hinanden. Med akademisk ansat personale der har ansvaret for akkreditering, kvalitetssikring, processtyring, kommunikation, udviklingsarbejde og økonomi, frigives timer hos det sundhedsfaglige personale, der dermed kan koncentrere sig fuldt ud om deres kernekompetencer. Den effekt gør, at holdningen fra de ansættende virksomheder er helt klar; der er brug for akademikere.

Akademiker blandt hvide kitler
Udfordringen for en akademiker ansat i Region Hovedstaden er, som Andreas forklarer det, basalt set, at man er den nye i klassen. En anderledes fugl med en faglig baggrund resten af afdelingen ikke kender meget til, og derfor kan føle sig usikker på. Ligesom det modsat er en udfordring for en akademiker, at skulle sætte sig ind i et nyt fagsprog man forventes at kende, tale og forstå fra første dag. Skønt sproget kan tage tid at tilegne sig, bliver man som akademiker hurtigt en del af flokken, når man bidrager med en værdifuld indsigt i processer, organisation og analyse.

”Tag selv ansvar og vær proaktiv”, lyder rådet fra Andreas, der er uddannet antropolog og nu fastansat på Psykiatrisk Center Amager, hvor han forinden var tilknyttet i en 6 måneders løntilskudsansættelse som deltager på et af de tidligere hold, der har været afviklet som en del af løntilskudsprojektet. Med den anbefaling i baghovedet, kaster deltagerne sig over de stillingsopslag der er blevet lagt klar, hvorefter de bruger den efterfølgende pause på at forberede sig på de speedsamtaler, der giver kandidat og arbejdsgiver mulighed for at føle hinanden på tænderne i 5-6 minutter lange samtaler.

Første nåleøje
Nogle stillinger genererer længere køer end andre, men som deltagerne blev opfordret til af udviklingskonsulent Else Kähler, benytter flere sig af chancen til at gå til samtale på en stilling hvor bordet står tomt. Til trods for det ikke er en stilling, de i første omgang havde prioriteret højt. En taktik der ofte er en øjenåbner for begge parter, som de finder ud af, at stillingen indeholder andet og mere end hvad umiddelbart beskrevet, og at der er mulighed for at udfolde stillingen over tid. For som akademiker i den sundhedsfaglige verden, skal man kunne banke døre ind og turde gå nye veje, for der i gennem at synliggøre, hvad man kan bidrage med.

Dagens informationsmøde var blot det første nåleøje på vejen mod en løntilskudsansættelse i Region Hovedstaden. På baggrund af de afholdte speedsamtaler indkalder afdelingerne selv de kandidater, de ønsker at se til en samtalerunde nummer to. De der bliver ansat vil kunne se frem til at få joberfaring, ny viden og et større netværk. Både indenfor sundhedssektoren, men også et netværk sammen med andre akademikere ansat gennem løntilskudsprojektet.

Efter et fællesintroduktionsforløb med start 17. november starter akademikerne på deres nye arbejdspladser. Tag godt imod dem, de glæder sig til at arbejde sammen med jer.


Redaktør
Marie-Louise Valsted
Email VzNalTap@6wOrEQC.dk