Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
03-05-2011

Løntilskudsprojekt med gevinst for begge parter

For Lilian Høgsbro Mikkelsen blev Region Hovedstadens løntilskudsprojekt for ledige akademikere vejen til en fast stilling som kvalitetsmedarbejder. Hun mener, at akademikere kan være en reel aflastning for ledelse og sundhedspersonale, der dermed kan fokusere på patienter og forskning.

Lilian
Lilian Høgsbro Mikkelsen er i dag ansat som kvalitetsmedarbejder på Klinisk Fysiologisk Afdeling på Herlev Hospital.

Mere attraktiv til et job
Løntilskudsordningen er en chance for at udvide sine kompetencer og gøre sig mere attraktiv til et job. Det har Lilian Høgsbro Mikkelsen erfaret. I efteråret 2010 blev hun ansat i en løntilskudsstilling på Klinisk Fysiologisk Afdeling på Herlev Hospital som led i Region Hovedstadens løntilskudsprojekt for ledige akademikere.

Fælles projektforløb har stor betydning
Løntilskudsprojektet for ledige akademikere indeholder et fælles introduktionsforløb og netværksmøder for projektdeltagerne samt en tilknyttet mentor. Det har ifølge Lilian været med til at øge udbyttet af løntilskudsansættelsen.

"Det har været af stor betydning at få en generel introduktion til Region H. Det har givet et overblik over "den store virksomhed" som min afdeling er en del af og giver også idéer til samarbejdsmuligheder. Vi har derudover været heldige at have nogle søde og dedikerede personer fra Arbejdsmarkedsafdelingen, der har arbejdet på at få lavet et godt program til os og har lyttet meget til vores ønsker og idéer," fortæller Lilian.

Netværk styrket gennem projektet
”Specielt netværksmøderne har været fantastiske. Det har givet rigtig meget at have netværksgrupper inden for regionen. Vi har virkelig brugt hinanden meget undervejs, fordi vi som akademikere er en særlig faggruppe på et hospital – det er godt at have hinanden at sparre med,” siger Lilian.

Frigør tid til kerneopgaver
Lilian skiller sig ud fra sine kolleger på Klinisk Fysiologisk Afdeling med sin baggrund som cand.agro og erfaring fra det private erhvervsliv. Men hun har gjort sin særlige faglighed til en styrke.

”At byde ind med sine egne kompetencer er den fineste opgave, man kan have,” siger Lilian og fortsætter: ”Som akademiker kan man løse nogle af de opgaver, som i virkeligheden tager sundhedspersonalets tid fra kerneopgaverne og det, de brænder for. For det er jo ikke at have med det administrative at gøre, det må man nok sige. Det er jo patientfokus og forskning, som de brænder for.”

I sit løntilskudsjob på Klinisk Fysiologisk Afdeling har Lilian formået at blive en reel aflastning for den ledende bioanalytiker, bl.a. ved at løfte kvalitetsarbejdet og forberede afdelingen til akkrediteringen. Hun er blevet så stor en værdi for afdelingen, at hun nu er blevet fastansat som kvalitetsmedarbejder.

Budskab til afdelingerne: Klarlæg hvad I vil bruge en akademisk kompetence til
Lilians afdeling havde tidligere haft akademikere ansat med løntilskud. Så de havde på forhånd den erfaring og indstilling, at en løntilskudsansat er en kollega, der kan hjælpe. Men vigtigst af alt havde ledelsen gjort sig bevidst, hvilke opgaver Lilian skulle løse.

”Ledelsen skal have gjort sig nogle overvejelser om at have en i løntilskud og hvad de ville bruge vedkommendes kompetencer til. Det kræver bevidsthed om, hvilke opgaver man kan afgive – og villigheden til det,” siger Lilian, ”Så kan man som akademiker blive en reel sparringspartner og aflastning for ledelsen. Det gør, at jeg har følt mig velplaceret i jobbet.”

Aha-oplevelser for begge parter
Et succesfuldt forløb kræver ligeledes den rette indstilling fra den løntilskudsansattes side. ”Man skal have en nysgerrighed over for faget og selv opsøge informationer om afdelingens kerneydelse,” siger Lilian, som har brugt sin erfaring til at se med friske øjne på afdelingens rutiner og foreslå ændringer. ”Og hvis man så tør, så tager man dialogen. Det kan være en aha-oplevelse for begge parter. Det er der, hvor det rykker og er sjovt”, siger Lilian.

Er blevet fastansat – men en gevinst uanset hvad
”I et løntilskudsjob får man lov at prøve sig selv af,” siger Lilian, ”Man kommer op i gear og får nogle kompetencer i stedet for at sidde derhjemme og søge job.”

Ca. to ud af tre deltagere i løntilskudsprojektet for ledige akademikere har fået et ordinært arbejde i løbet af eller umiddelbart efter løntilskudsperioden.

Tekst og foto: Marie-Louise Valsted, Arbejdsmarkedsafdelingen