Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Om løntilskudsordningen

Sektion for Rekruttering og Beskæftigelsesfremme er Region Hovedstadens centrale indgang til løntilskudsordningen, hvor ledige kan ansættes med løntilskud i en periode.

Sektion for Rekruttering og Beskæftigelsesfremme administrerer løntilskudsordningen på vegne af alle virksomheder i Region Hovedstaden. Alle oprettelser, godkendelser, forlængelser og nedlæggelser af løntilskudspladser skal gå gennem sektionen. Derudover varetager sektionen anmodning og udbetaling af lønrefusion. Det er også her, at virksomhederne i regionen kan få råd og vejledning om anvendelse af ordningen.

Hvad er løntilskud
Løntilskud er en aktiveringsordning, hvor ledige kan ansættes med tilskud i en privat eller offentlig virksomhed. Arbejdsgiveren modtager refusion fra jobcentrene til dækning af lønudgifterne. Udgifter til pension dækkes af en central pulje i regionen. Den enkelte virksomhed har således ingen lønudgifter i forbindelse med ordningen andet end eventuelle løntillæg

Gode råd til virksomheder i regionen, jobcentre og Anden Aktør

  • Involver Sektion for Rekruttering og Beskæftigelsesfremme hver gang, der indgås aftale om løntilskudsjob. Dermed sikres det, at papirgangen er på plads og at virksomhederne får udbetalt lønrefusion.
  • Oplys sektionen om forsikrede lediges dagpengesats på et så tidligt tidspunkt som muligt. Dagpengesatsen skal bruges til at udregne ugentligt timetal og løn.
  • Oplys  ligeledes på et tidligt tidspunkt om den ledige modtager anden ydelse end dagpenge (kontant- eller starthjælp)
  • Opgiv navn og kontaktoplysninger til Sektion for Rekruttering og Beskæftigelsesfremme på den, der er ansvarlig for sagen. Det letter processen, at vi kan få spørgsmål besvaret af den rette person.
  • Henvis så vidt muligt alle spørgsmål om løntilskud til sektionen. Med én indgang til løntilskudsordningen, lettes arbejdet for såvel regionens virksomheder som jobcentre og anden aktør.
  • Orienter sektionen løbende om behovet for oprettelse af bestemte typer løntilskudsjob. Region Hovedstaden er en stor arbejdsplads med mange virksomheder, og derfor kan det tage tid at matche den ledige med det relevante løntilskudsjob.

Samarbejde sikrer et match
Sektion for Rekruttering og Beskæftigelsesfremme har et tæt samarbejde med virksomhederne i regionen på den ene side og jobcentrene og Anden Aktør på den anden side. Det er med til at sikre bedst mulig overensstemmelse mellem regionens udbud af løntilskudspladser og behovet blandt de ledige, både i forhold til antallet af pladser og indhold i jobbene.