”DANPEP – Fra patientevaluering til praksisudvikling” er et regionalt kvalitetsudviklingsprojekt, hvor KVEU har finansieret 100 praktiserende lægers deltagelse i foråret 2009.
Opfølgningsarbejdet med facilitatorbesøg er foregået i vinterhalvåret 2009/2010. Der er udarbejdet to evalueringsskemaer – et for den regionale håndtering og et for DANPEP-sekretariatet. En endelig evalueringsrapport er under udarbejdelse.
DANPEP står for Danske Patienter Evaluerer almen Praksis. Det er en metode, hvor patienterne i en spørgeskemaundersøgelse evaluerer deres læge og lægepraksis. Undersøgelsen og afrapportering af resultatet varetages af DAK-E/DANPEP.Resultatet af undersøgelsen bruges til i et regionalt udviklingsarbejde at sætte fokus på den patientoplevede kvalitet og skabe forandringer i egen praksis.
Deltagelse i DANPEP er personlig, men for kompagniskaber og samarbejdspraksis er det en stor fordel for det efterfølgende udviklingsarbejde, at alle lægerne medvirker. Vikarer og uddannelseslæger kan dog desværre ikke deltage. Udgifter til evalueringen afholdes af det regionale kvalitets- og efteruddannelsesudvalg. Invitation findes under bilag til højre.
Lægen inkluderer patienter til undersøgelsen ved at udlevere spørgeskemaer til 130 konsekutive patienter, der opfylder nogle få kriterier. Deltagende læger får tilsendt alt materiale til undersøgelsen sammen med en udførlig vejledning. Patienterne sender de besvarede skemaer til DAK-E/DANPEP, hvor de bliver behandlet. Spørgeskemaet findes under bilag til højre.
Lægen får en personlig rapport med resultatet af evalueringen. I rapporten er der også aggregerede data for de øvrige deltagende læger i regionen, så man har mulighed for at sammenligne og perspektivere sit resultat. Rapporterne udleveres på et afleveringsmøde, hvor man får vejledning i, hvordan rapporten skal læses, lejlighed til at stille spørgsmål, og hvor der tages hul på udviklingsarbejdet. Der er mulighed for at deltage i DANPEP som medlem af en gruppe og få afrapporteret en sammenligning af egne data med gruppens. En gruppe kan fx bestå af kollegerne i praksis eller medlemmerne i en efteruddannelsesgruppe.
Udviklingsarbejdet omkring gennemførelsen af DANPEP samt eventuel opfølgning aftales i de enkelte regioner. I Region H har KVEU prioriteret at finansiere, dels et forberedelsesmøde inden tilmeldingen, dels et afleveringsmøde, hvor rapporterne blev udleveret personligt, og dels muligheder for opfølgning, enten ved et individuelt besøg af en facilitator 2 gange med et halvt år i mellem, eller i grupper med en facilitator også med to besøg med et halvt år i mellem, eller ingen opfølgning med involvering af facilitator. Alle, der ikke ønskede opfølgning med en facilitator, er blevet kontaktet telefonisk for at høre til, om der var spørgsmål, brug for hjælp eller lignende. Udgangspunktet i opfølgningen har været, at den enkelte selv har skullet vælge, hvad de ønskede at arbejde med, og dermed fokus på, hvad der for den enkelte gav mening at arbejde med. For flere informationer om DANPEP-konceptet gå til:http://www.dak-e.dk/flx/danpep