Det Almenmedicinske Hus i København havde besøg at den canadiske læge Jeffrey Sisler d. 20.-22. april 2009. Netværk blandt klinikker kan styrke viden om kræft og samarbejde om kræftpatienter med det øvrige sundhedsvæsen.
Mandag d. 20. april 2009 blev der afholdt fyraftensmøde med Jeffrey Sisler, han er praktiserende læge og leder af CancerCare Manitoba. Se hjemmesiden: http://www.cancercare.mb.ca/home/health_care_professionals/.
Sisler fik etableret et netværk med 25 klinikker og ca. 200 praktiserende læger i provinsen Manitoba. I netværket var vidensdeling et nøgleord og tiltagene var:
· En årlig undervisningsdag, hvor sundhedsprofessionelle på tværs af sektorer mødtes for at forstå det, han kaldte ”the cancer map in Manitoba”. Fokus var på forskellige scenarier for en kræftpatients vej igennem et behandlingsforløb.
· En hjemmeside, et nyhedsbrev og en telefonisk rådgivning – en hotline – for praksispersonale.
· Efteruddannelse af læger i små grupper med fokus på diagnostik og behandling.
Sislers præsentation gjorde det klart, at der er betydelige forskelle de to lande imellem, når det gælder almen praksis. Det er eksempelvis ikke nødvendigt at være speciallæge i almen medicin for at nedsætte sig som læge i Canada, og de geografiske afstande gør, at læger i tyndt befolkede områder tager sig af alt, inklusive kemoterapibehandling. Endvidere har ca. 15 % af befolkningen ingen familielæge.