Kan kolleger hjælpe med at implementere forløbsprogrammer i almen praksis?
Seniorforsker og konsulent Thorkil Thorsen har gennemført en kvalitativ evaluering af fire konsulentbesøg i almen praksis. Besøgene blev gennemført i april og maj 2010 af to konsulenter, der selv er praktiserende læger. De deltog i tre uddannelsesdage forud for gennemførelsen af besøgene. Initiativet til forsøget med en praksisudviklingskonsulent kom i stand som en del af Vestegnsprojektet. Formålet med evalueringen har været at beskrive og analysere besøgenes relevans for almen praksis. Rapporten indeholder derudover forslag til overvejelser og en række konkrete anbefalinger til det videre arbejde med facilitatorbesøg og implementering af forløbsprogrammer i almen praksis.
På besøgene medbragte konsulenterne en ”værktøjskasse” med: diagnosekodning, digital signatur, overblik over patientpopulationen, forløbsydelse, arbejdsdeling i klinikken, personaleuddannelse og kommunernes tilbud. Forud for besøget udfyldte praksis et spørgeskema med fortrinsvis faktuelle oplysninger om klinikken, men der blev også lagt op til at praksis kunne ønske sig fokus på særlige temaer eller problemstillinger. Konsulenterne havde forberedt et program forud for besøget i praksis og i nogen udstrækning forholdt sig til særlige ønsker. Besøgene omhandlede bl.a. introduktion til datafangst, overblik over patientpopulationer, systematisk arbejde med kvalitet og praksisudvikling med ændret arbejdsdeling. Forløbsprogrammer, sårbare patienter, lægen som tovholder og undervisningstilbud til patienter – centrale emner i Vestegnsprojektet – fik ikke samme opmærksomhed som førstnævnte temaer. En mulig forklaring på vægtningen af praksisudviklingsdelen er, at der i udgangspunktet blev lagt op til tre besøg. Disse blev skåret ned til et enkelt besøg. Men vægtningen kan ifølge Thorkil Thorsen også skyldes, at ”praksisudvikling ses som en løftestang for implementering af forløbsprogrammer”. Med andre ord betragtes god organisering som en forudsætning for implementering af nye tiltag.
En af rapportens hovedkonklusioner er, at formålet med konsulentbesøget var uklart for både konsulenter og klinikker. Selvom klinikkerne udtrykte stor tilfredshed med konsulenterne og besøget, så er der efterfølgende flere aspekter at overveje og lære om konsulentfunktionen. For det første er det vigtigt med forberedelserne af et besøg. Det skal både være klart, hvad formålet er, og der skal findes en måde, hvorpå det hurtigt bliver entydigt, hvad det er, der skal være i fokus? En læge tydeliggjorde denne problemstilling ved at udtale om besøget: ”Der var ikke lup nok ned i vores praksis.” For det andet giver besøget størst udbytte, når konsulenternes erfaring og viden matcher den enkelte kliniks behov og interesser. Lokalt kendskab er et af elementerne. Men erfaring med den specifikke organisering i klinikken er også et vigtigt aspekt. For det tredje er der nogle forudsætninger i forhold til ”værktøjskassen”, som skal være opfyldt, for at initiativet kommer til sin ret, fx: