Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
22-04-2009

Ny aftale om vikarkorps på plads

Pressemeddelelse: Aftale for sygeplejersker i interne vikarkorps ved Region Hovedstadens hospitaler og psykiatrien.
Kvalitetsløft for patienter og medarbejdere
Dansk Sygeplejeråd og Region Hovedstaden er enige om, at aftalen om de nye vikarkorps kan give et kvalitetsløft for både patienter og medarbejdere.

Aftale indgået i dag
Region Hovedstaden og Dansk Sygeplejeråd har i dag indgået en aftale, der gælder for de sygeplejersker, der tilknyttes hospitalernes og psykiatriens vikarkorps.

Nyt at indgå aftale om vikarkorps
Det er nyt, at alle Region Hovedstadens hospitaler og psykiatrien etablerer eller indgår samarbejde omkring vikarkorps – med den nye aftale for vikarer kan ansættelsesprocessen for alvor gå i gang.

Kontinuitet og bedre kvalitet
”Jeg er glad for, at vi har fået en aftale med Dansk Sygeplejeråd. Vi er helt enige om, det er en god idé, at hospitalerne etablerer vikarkorps – for det vil give mulighed for bedre kvalitet og kontinuitet i plejen, når vi knytter vikarerne tættere til de enkelte hospitaler og centre,” siger koncerndirektør i Region Hovedstaden Jeannette Birkelund og fortsætter:

Bagdør til fastansættelse
”Samtidig håber vi, at ansættelse ved vikarkorpsene også kan være ”bagdøren” til fastansættelse ved hospitalernes øvrige afdelinger”.

Dansk Sygeplejeråd tilfreds
Også Vibeke Westh, der er formand for Kreds Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd, er tilfreds.

Aftale giver attraktive vilkår
”Det er væsentligt, at vi med aftalen kan bidrage til en endnu bedre kvalitet på hovedstadens hospitaler. Samtidig sikrer det gode arbejdsvilkår for vikarerne, at de fremover kan arbejde på et fast hospital, som de dermed lærer godt at kende. Og det sikrer bedre arbejdsvilkår for de fastansatte på afdelingerne, at vikarerne kender hospitalet og dets særlige systemer og rutiner,” siger Vibeke Westh. Som også vurderer, at vilkårene i aftalen vil gøre det attraktivt for sygeplejerskerne at være tilknyttet de interne vikarkorps.

Stor søgning og interesse
”Vi oplever en stor søgning og interesse – og nu hvor vi er enige om løn- og arbejdsvilkårene, kan vi kontakte de mange interesserede og komme i gang med at ansætte. Det ser vi frem til”, siger Jeannette Birkelund.

Kontakt:

  • Jeannette Birkelund, koncerndirektør i Region Hovedstaden: 40 20 90 23
  • Vibeke Westh, formand for Kreds Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd: 26 16 50 25