Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
7 Sitemap
 

Tilbage til menuen

Synlighed i EU-miljøet

Synlighedsaktiviteter kan skabe grundlaget for nye projekter og partnerskaber og de kan være led i lobbyprocessen. Mediedækning, branding, deltagelse i informationsmøder og afholdelse af events bidrager til at påvirke beslutningstagere i Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og andre institutioner.
Billede af Kommissionens hovedkvarter Berlaymont










Arrangementer giver indflydelse
creoDK organiserer sammen med forskerne på KU, DTU og Region Hovedstadens hospitaler events, seminarer eller konferencer om udvalgte emner. creoDK laver typisk større arrangementer sammen med andre danske kontorer i Bruxelles eller med strategiske samarbejdspartnere fra andre lande. Læs mere om nogle af creoDK’s synlighedsaktiviteter under arrangementer eller cases samt i vores årsrapport 2009.

EU-medier synliggør forskningsemner
EU-systemet påvirkes som alle andre systemer og organisationer af medierne. Derfor kan udnyttelse af EU-fokuserede medier bidrage til interessevaretagelse ved at synliggøre forskningsemner med ”public appeal”. Der findes en lang række webbaserede nyhedsmedier og forskningsorienterede medier, som med fordel kan bruges i lobbyprocessen. creoDK kan rådgive partnerne om mulighederne og kontakter til relevante journalister. I nogle tilfælde kan vi også hjælpe med at udarbejde pressemeddelelser og artikler eller vi kan facilitere kontakt til professionelle medierådgivere med speciale i den EU-orienterede presse.

Skab opmærksomhed gennem creoDK’s netværk
Hvis du som forsker planlægger at afholde arrangementer i Bruxelles, kan creoDK hjælpe med at sende invitationer ud via kontorets netværk. På den måde når invitationen ud til flere og dermed øges chancen for, at dit budskab bliver hørt.
Se eksempler på forskernes egne arrangementer under cases.

Vær tilstede i EU-hovedstaden
creoDK bidrager til at synliggøre KU, DTU og Region Hovedstaden overfor EU-systemet og generelt på Bruxelles-scenen ved at deltage i konferencer og andre arrangementer i Bruxelles. creoDK kan deltage sammen med eller på vegne af forskerne. Kontoret arbejder ligeledes med at identificere konferencer, temadage og -uger samt workshops i forberedelsesfasen med henblik på at foreslå talere til programmet. I nyhedsbrevet creoDK Update findes en oversigt over de relevante arrangementer, som kontoret har kendskab til. 
creoDK hjælper også med at dele partnernes informationsmateriale ud i forbindelse med møder og konferencer i Bruxelles med henblik på at skabe opmærksomhed om det høje forskningsniveau på universiteter og hospitaler. Kontakt creoDK for yderligere information om vores assistance til synlighedsaktiviteter.

Praktisk assistance i forbindelse med Bruxelles-besøg
I forbindelse med møder, konferencer og andre aktiviteter i Bruxelles, hjælper creoDK de tre partnere med logistik og faciliteter i Bruxelles, herunder mødelokaler, en ekstra arbejdsplads samt aftaler med udvalgte hoteller i nærheden af kontoret og EU-kvarteret. Kontoret tilbyder også ansatte hos partnerne at komme på studieophold i Bruxelles i forbindelse med konkrete projekter, internationalisering eller udviklingsarbejde og netværksopbygning generelt. Læs mere om mulighederne via menupunkterne til venstre.