Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
Sitemap
 

Tilbage til menuen

Bevilling fra Region Hovedstadens Forskningsfond

Region Hovedstadens Forskningsfond har bevilget 775.000 kr. til projektet "Har ændringer i telomerlængde en betydning for, hvorfor vi ældes forskelligt?" ved professor Merete Osler.

Nogle mennesker lever længere end andre. Det er almindeligt anerkendt, at livsstilsfaktorer som rygning har skadende effekt på organniveau, men har social klasse i sig selv indflydelse på, hvordan ens krop ældes?

Det vil holdet bag forskningsprojektet afdække ved hjælp af telomerlængde. Telomerer er endeområderne i en celles kromosom, men kan samtidig ses som den enkelte celles biologiske ur. Telomererne bliver kortere og kortere for hver celledeling, og derfor bliver telomerer hos mennesket kortere med alderen. Telomerlængde er blandt de mest lovende kandidater i søgningen efter gener af betydning for den almindelige aldringsproces.

Forskningsteamet vil undersøge, om forandringer i telemorlængde hos den enkelte kan forudsige kommende aldersrelaterede sygdomme og i sidste ende død, samt om der er forskel på, hvor hurtigt telomerer forkortes hos individer i forskellige sociale klasser. Projektet vil dermed bidrage til forståelsen af mekanismerne bag sociale forskelle i helbred, dvs. om forskellene skyldes genetisk selektion eller psykologisk stress gennem livsforløbet. Viden der kan benyttes i fremtidig sygdomsforebyggelse.

For at kunne fastslå om telomerer kan anvendes som så håndfast og målbar en biologisk markør, vil forskerteamet basere deres undersøgelser på blodprøver taget med over ti års mellemrum på over 2.500 personer.

Projektet videreudvikler nye metoder til måling af telomerlængde og forøger de biobankressourcer, der gennem mange år er opbygget ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed. Det vil danne grundlag for andre studier af de genetiske og miljømæssige faktorer, som påvirker, hvor lang tid man lever.

Forebyggelsesprojektet udføres i samarbejde med Afdeling for klinisk genetik på Vejle Hospital samt Afdeling for klinisk biokemi på Hvidovre Hospital.

Kontaktperson:

Merete Osler, merosl01@glo.regionh.dk, tlf. 38 63 37 80

Redaktør
Regionhovedstaden
Email


Redaktør
Birgitte Pickering
Email WVSk@fjD.regionh.dk