Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
Sitemap
 

Tilbage til menuen

FCFS starter en stor befolkningsundersøgelse med fokus på funktionelle lidelser

Funktionelle lidelser er sygdomme, hvor personen er plaget af symptomer, som man trods grundige undersøgelser ikke er i stand til at finde en medicinsk eller kirurgisk årsag til.

I dag kategoriseres følgende lidelser typisk som funktionelle lidelser: Irriteret tyktarm, kronisk træthedssyndrom, kroniske smerter (fibromyalgi), uforklarlig hovedpine, kronisk piskesmæld og duftoverfølsomhed. Funktionelle lidelser kan måske kaldes Danmarks oversete folkesygdom, da symptomerne skønnes at ramme op mod hver femte dansker. Den manglende viden om årsagerne besværliggør både behandling og forebyggelse.

Trygfonden har givet 10 mio. kr. til at gennemføre verdens hidtil største befolkningsundersøgelse inden for feltet. Undersøgelsen gennemføres på FCFS i samarbejde med kliniske centre og forskningsmiljøer ved Københavns og Århus Universiteter.

Foruden de 10 mio. kr. til gennemførelse af selve befolkningsundersøgelsen, skal der yderligere søges 8-10 mio. kr. i diverse videnskabelige fonde.

Undersøgelsen omfatter et tilfældigt udsnit af normalbefolkningen omkring Glostrup Hospital. I alt skal 10.000 mennesker undersøges over de næste tre år efter et fastlagt program. Desuden benyttes en lang række af de data, som allerede er indsamlet ved FCFS, og som udgør mere end 100.000 personer.

Formålet med undersøgelsen er:

  • At afgrænse funktionelle lidelser ved hjælp af relevante symptomer og derved opnå større viden om der er tale om en eller flere sygdomme
  • At bestemme forekomsten af disse sygdomme i den almene befolkning.
  • At identificere risikofaktorer (årsager) til sygdommene. Her afprøves fremherskende teorier om blandt andet arv (gener), infektionssygdomme, diverse biomarkører, livsstil, smerteopfattelse, kronisk stress, mental sundhed, personlighed. Det vil sige at både soma og psyke inddrages i undersøgelsen.
  • At oprette en biobank for kommende analyser (når nye hypoteser opstår) af biomarkører, tegn på infektioner og gener
  • At analysere konsekvensen af sygdommene både for den enkelte og for samfundet. Hvad er prognosen for den enkelte person og hvad er omkostningerne for sundhedsvæsenet.

Der er således tale om en klassisk epidemiologisk undersøgelse i lighed med de undersøgelser, som siden 60’erne har været med til at afdække årsager til mange af de kroniske sygdomme vi ser i dag (fx hjertesygdomme, KOL, type 2 diabetes, allergi).

Samarbejdspartnerne i projektet omfatter Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Glostrup Universitets Hospital; Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykomatik, Århus Universitets Hospital; Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed, Gentofte Hospital; Projektenhed for psykiatrisk rehabilitering, Psykiatrisk Center Ballerup; Liaisonpsykiatrisk Enhed, Psykiatrisk Center, København; Biostatistisk afdeling, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.


Til læsere af dette:

På grund af mange henvendelser fra borgere rundt om i Danmark vil vi gerne understrege, at undersøgelsen kun omfatter de personer, der bliver udtrukket til den. Man kan således ikke melde sig til undersøgelsen. Dette design er nødvendigt for at komme med de korrekte svar på ovenstående spørgsmål. Med undersøgelsen håber vi at kunne hjælpe mange af de mennesker, der i dag har disse lidelser.

Redaktør
Regionhovedstaden
Email


Redaktør
Birgitte Pickering
Email WVSk@fjD.regionh.dk