Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
Sitemap
 

Tilbage til menuen

Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed fik 25 mio. kr. af Helsefonden

Den store bevilling skal bruges til at styrke og videreføre centrets igangværende forebyggelsesforskning i håb om at udskyde tidspunktet, hvorpå kroniske sygdomme opstår - eller allerhelst undgå dem.
 
Helsefondens logo

Over halvdelen af den voksne danske befolkning har mindst én kronisk sygdom, og det udgør i dag den største sundhedsmæssige udfordring. Det er sygdomme, der ikke kan kureres - de skal forebygges. Forebyggelse af kroniske sygdomme handler ikke blot om at undgå dem, men lige så meget om at udskyde tidspunktet for en eventuel opståen så langt hen i livet som muligt, så individet bruger ”lang tid på at leve og kort tid på at dø”.

Usædvanlig stor bevilling
Helsefondens formål er at støtte sociale og sundhedsmæssige formål, men en bevilling så stor som den til Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed (FCFS) hører til sjældenhederne. Direktør i Helsefonden, Hanne Jervild, fortæller, at fondens bestyrelse valgte at give den store bevilling, fordi forskningsprojektets tema er et kerneområde for Helsefonden.

”Der er et stort behov for dokumenteret viden om, hvad der virker i forebyggelse, og vi har desuden lagt stor vægt på, at den viden, der kommer ud af projektet, vil være omsættelig og vil kunne anvendes direkte i f.eks. en kommunal hverdag”, udtaler Hanne Jervild.

Mange års erfaring med forskning i folkesygdomme
FCFS er en forskningsinstitution i Region Hovedstaden med knap 50 ansatte, der beskæftiger sig med forskning i årsager til kroniske sygdomme og dårlige patientforløb samt modeller til forebyggelse af disse.

Leder af FCFS, professor Torben Jørgensen, fortæller, at bevillingen fra Helsefonden vil sikre centrets videreførelse af det mangeårige systematiske arbejde med forebyggelsesforskning, der handler om effekten af individorienteret og strukturel forebyggelse. Nogle af de banebrydende analyser vil omfatte færdiggørelse af et af verdens største individorienterede forebyggelsesprojekter, optimering af redskaber til forebyggelsessamtalen, kortlægning af en kommunes sundhedsstruktur samt iværksættelse af projekter, hvor de strukturelle og individorienterede tiltag kombineres.

”Resultaterne vil være direkte anvendelige i kommunernes og regionernes sundhedsplanlægning. Desuden vil arbejdet med effekten af fødevareberigelse fortsætte, og det vil støtte sundhedsmyndighedernes beslutninger”, siger Torben Jørgensen.

Troede kun Helsefonden støttede med mindre beløb
”Helsefonden har ofte støttet projekter ved FCFS med noget mindre men altid vigtige beløb. Gennem FIE blev jeg opmærksom på, at fonden af og til også støtter med større beløb. Vi indgik derfor i en positiv dialog med Helsefondens direktør og bestyrelse om vores projekt og dets afgrænsning, og FIE foretog en fin faglig sparring, hvad angår ansøgningens udformning”, slutter Torben Jørgensen.


Redaktør
Regionhovedstaden
Email