Hovedstadsregionen er det største, sammenhængende erhvervsområde i Danmark. Hovedstadsregionen har gode forudsætninger for at tage konkurrencen op med andre metropoler ude i verden, når det handler om en erhvervsudvikling baseret på viden, teknologi og innovation.
Internationalt stærke brancher Hovedstadsregionen har i sammenligning med 60 andre, europæiske metropoler otte brancher med så mange job i forhold til det samlede antal job i regionen (dvs. jobkoncentration der måles på specialiseringsgrad), at disse brancher ligger på den europæiske Top10. De otte brancher beskæftiger tilsammen en tredjedel af de privatansatte i hovedstadsregionen. Tre brancher ligger helt i europæisk top med 2½ til fem gange så mange job i disse brancher som i en almindelig, europæisk metropol: • Biotech (R&D) • Medicinalvarer • Medico-teknisk udstyr. I regionen er "finansielle services" i absolutte tal med 44.000 job den største af de otte brancher. Transport og logistik er nr. to med 30.000 job. Hovedstadsregionen i international sammenligning Hovedstadsregionen bliver tit sammenlignet med andre metropoler af internationale analyseinstitutter. Regionen placerer sig ofte i den absolutte top, når det gælder gode rammer for bosætning, levevilkår og etablering og drift af virksomhed. Men udviklingen i vigtige, økonomiske mål som produktivitet og BNP pr. indbygger svarer ikke til forventninger og målsætninger. Eksempelvis har den årlige vækst i disponibel indkomst pr. indbygger 1995-2007 kun været det halve af udviklingen i Stockholm (1,07 pct. mod 2,04 pct. i Stockholm. Kilde: Eurostat). Lokale forskelle og ligheder i erhvervsstyrker Hovedstadsregionen har masser af job inden for Finansiering og IT, men meget lidt landbrug, begrænset industri og en lille byggesektor. Der er også forskelle på, hvilke brancher der dominerer i de forskellige lokalområder.