Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Undersøgelse af jord i Lynge Grusgrav

Regionen har undersøgt jord, der er deponeret i Lynge Grusgrav. Undersøgelsen viser, at jorden i to områder af grusgraven er forurenet. Regionsrådet har afgjort, at den deponerede jord kan blive liggende i grusgraven under bestemte vilkår.

Regionen har givet dispensation til at jorden kan blive i grusgraven
Regionensrådet har givet dispensation til, at den deponerede jord i grusgraven kan blive liggende under bestemte vilkår.

Afgørelse om dispensationen kan ses her på siden.

Afgørelsen kan påklages efter reglerne i jordforureningslovens kapitel 10. En eventuel klage sendes til Region Hovedstaden, som sender klagen videre til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagen skal være regionen i hænde senest den 30. april 2013.

Klagen kan sendes til
Region Hovedstaden
Koncern Miljø
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

Eller sendes pr. e-mail til miljoe@regionh.dk.

Resultatet af undersøgelsen af jorden i Lynge Grusgrav
Regionen er i september 2012 blevet færdig med at undersøge jorden i den sydlige del af Lynge Grusgrav, dvs. arealerne omkring søerne langs med Slangerupvej.

Undersøgelsen viser:

  • at jorden i langt den største del af grusgraven er så ren, at den ikke udgør en risiko for grundvandet,
  • at jorden ikke udgør en risiko ved en anvendelse af arealerne til rekreative formål,
  • at jorden i to mindre områder af grusgraven er forurenet, men at der umiddelbart ikke er risiko for nedsivning af skadelige stoffer til grundvandet.

Regionen har i efteråret 2012 undersøgt de to delområder B og D nærmere, for at være sikker på, at jorden ikke kan skade grundvandet.

Den nye undersøgelse viser:

  • Porevandsforureningen der tidligere er påvist i delområde B og D stammer ikke fra en større sammenhængende jordforurening. Porevandet er det vand, der findes i de øverste lag af jorden.
  • Forureningen i porevandet stammer sandsynligvis fra et eller flere læs deponeret jord. Jordlæssene er tilfældigt fordelt over delområde B og D som nåle i en høstak.
  • På både delområde B og D er der primært deponeret jord efter 2007. Det betyder, at eventuel nedsivning af mobile stoffer kun er sket gennem en kortere periode. Mobile stoffer kan sive eller transporteres med regnvand længere ned i jorden – helt ned til fx grundvandet.
  • Det er usikkert om eventuel mobil forurening i delområde D er nået ned til grundvandet allerede i efteråret 2012, hvor regionens undersøgelse er udført. Forureningen kan også være stagnerende eller aftagende, idet forureningen består af stoffer som nedbrydes i naturen og let kan opløses i vand.
  • Forureningen i delområde B er allerede nået ned i grundvandet, hvorfra der vil ske udstrømning til den nærliggende grusgravssø. I søen vil forureningen blive fortyndet med søvandet. Vandkvaliteten i søen vil derfor ikke blive påvirket mærkbart.

Beregninger viser, at der ikke er nogen risiko for, at forurenede stoffer kan medføre overskridelse af grænseværdierne (grundvandskvalitetskriterierne) i grundvandet syd for Slangerupvej.

Regionsrådet skal afgøre lovliggørelsen
Det er nu op til regionsrådet at afgøre, hvordan en lovliggørelse skal ske. Lovliggørelse kan ske, ved at den deponerede jord bliver liggende via en dispensation, hvis den ikke udgør en miljørisiko. Lovliggørelse kan også ske ved at fjerne den deponerede jord helt eller delvist.

Regionsrådet forventes at træffe en samlet afgørelse for den ulovlige deponering i grusgraven på et møde i marts 2013.

Informationsmøde afholdt den 1. februar 2012
Forud for miljøundersøgelsen holdt regionen et informationsmøde den 1. februar 2012 på Lynge Kro. På mødet kunne alle interesserede komme med input til og få svar på spørgsmål om miljøundersøgelsen.

Baggrunden for undersøgelsen
Siden 1998 har det været forbudt at deponere jord i grusgrave.

Farum Sten & Grus søgte i 1997 det daværende Frederiksborg Amt om tilladelse til at fortsætte med at deponere ren jord i Lynge Grusgrav. Farum Sten & Grus fik afslag, og klagede over denne afgørelse.

Deponeringen af jord er fortsat i klageperioden. Farum Sten & Grus er gået ud fra, at det var tilladt at fortsætte deponeringen, indtil klagenævnet havde truffet afgørelse i sagen.

Regionen blev gennem Natur- og Miljøklagenævnets udkast til afgørelse i november 2011 opmærksom på, at det ikke er tilladt at deponere jord i klageperioden. Derfor besluttede regionen dels at indskærpe overfor Farum Sten & Grus A/S at deponeringen skulle stoppe og dels at sætte en miljøundersøgelse i gang.

Natur- og Miljøklagenævnet: deponering ikke lovlig
Natur- og Miljøklagenævnet har den 27. marts 2012 stadfæstet Frederiksborg Amts afslag på dispensation til deponering af ren jord i Lynge Grusgrav. Klagenævnets afgørelse fastslår, at Farum Sten & Grus A/S’s deponering af jord i perioden frem til klagenævnets afgørelse ikke har været lovlig. Klagenævnet har desuden vurderet, at der ikke er grundlag for at meddele dispensation til deponering af jord.

Som konsekvens af afgørelsen skal Region Hovedstaden som tilsynsmyndighed lovliggøre forholdet. Dette indebærer, at den deponerede jord kan blive liggende, hvis den ikke udgør en miljørisiko. Alternativt kan lovliggørelse ske gennem hel eller delvis fjernelse af jorden, og/eller ved at gennemføre foranstaltninger som medfører, at en miljørisiko fjernes, fx ved at udjævne skrænter, tilplantning eller tilsvarende ikke-tekniske foranstaltninger.

Fyldplads i Lynge Grusgrav
I den nordlige del af Lynge Grusgrav findes et større område, som tidligere har været en miljøgodkendt fyldplads. Fyldpladsen har lovligt måtte modtage inert affald. Fyldpladsen blev lukket i juli 2009.

Inert affald er ikke-farligt affald, som hverken er opløseligt, brændbart eller bionedbrydeligt. Inert affald kan ikke forurene miljøet eller skade menneskers sundhed. Inert affald omfatter fx tegl, mursten og brokker.

En plan for efterbehandling af fyldpladsen siger, at fyldpladsen skal dækkes med en meter ren jord. Farum Sten & Grus er i disse år i gang med denne afdækning. Farum Sten & Grus har derfor tilladelse til at køre ren jord ind på fyldpladsen. Den rene jord udlægges i et en meter tykt lag på fyldpladsområdet.

Fyldpladsområdet har ikke været omfattet af regionens undersøgelse af jorden i Lyng Grusgrav, idet Farum Sten & Grus lovligt må udlægge en meter ren jord i dette område.

Allerød Kommune fører tilsyn med fyldpladsen og afdækning af fyldpladsen.