Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Region Hovedstaden og KKR Hovedstaden sætter klima på dagsordenen

Kommende regional klimastrategi sætter fokus på klimaudfordringerne i hovedstadsregionen og hvordan udfordringerne kan løses samtidig med, at vi skaber grøn vækst og bæredygtig udvikling i regionen. Klimastrategien forberedes i tæt samspil mellem regionen og de 29 kommuner i hovedstadsregionen.
Klimastrategien skal komme med bud på, hvordan vi sikrer grøn vækst og bæredygtig udvikling i hovedstadsregionen fremover

Bæredygtigt byggeri. Miljøvenlige transportformer. Tilpasning til klimaforandringerne og strategisk energiplanlægning. Det er nogle af de foreløbige overskrifter i den regionale klimastrategi, som Region Hovedstaden og KKR Hovedstaden forbereder i 2011. Målet med strategien er at skabe overblik over de væsentligste klimaudfordringer, som hovedstadsregionen og regionens mange aktører står over for i de kommende år. Strategien skal samtidig komme med bud på initiativer, som kan sikre, at udfordringerne løses i samspil mellem kommuner, region, videninstitutioner og andre relevante parter.

Klimastrategien forventes at blive sendt i høring i slutningen af 2011 og være politisk godkendt i begyndelsen af 2012.

Behov for samarbejde

Både kommuner og region arbejder allerede målrettet med klimaudfordringerne, og der er sat mange initiativer i gang lokalt. Der er imidlertid mange fordele i at sætte mere fokus på at løse tværgående klimaudfordringer via tværgående tiltag og samarbejder.

”Klimaspørgsmål respekterer ikke grænser. Kommunerne står med en mega opgave, når det handler om at løse fremtidens udfordringer på klima- og energiområdet. Vi har allerede hver især en stor viden om, hvordan løsninger kan se ud lokalt, men når åer går over sine bredder ved voldsomme regnskyl eller et opladningsnet for el-biler skal planlægges, kan vi kun løse problemerne ved at tænke på tværs af kommunegrænserne og gå sammen. Sammen med regionen kan vi få samlet alle gode ideer til, hvordan vi kan opstille relevante og ambitiøse visioner, der rykker og udvikle konkrete forslag til handlinger og samarbejde”, siger borgmester i Fredensborg Kommune Thomas Lykke Pedersen, der står i spidsen for kommunernes samarbejde med regionen om den kommende regionale klimastrategi.

Formand for Region Hovedstadens miljø- og klimaudvalg Lars Gaardhøj fortsætter: ”Region Hovedstaden tager med klimastrategien ansvar for at samle region og kommuner om at identificere en fælles retning for klimaindsatsen i hovedstadsregionen. Der er brug for, at vi står sammen om at handle på de presserende klimaudfordringer og offentlige myndigheder kan gå foran som gode eksempler.”

10 millioner til nye initiativer

Region Hovedstaden har afsat 10 millioner kroner til at støtte initiativer, som bidrager til at implementere strategien. Samtidig er der også mulighed for at anvende regionale udviklingsmidler til at realisere strategien. Fælles for disse midler er, at de inden for rammen af klimastrategien kan anvendes til at medfinansiere projekter og samarbejder på tværs af myndigheder, sektorer og geografi.

Læs mere om organisering af strategien samt dens formål og temaer via dokumenter til højre i menuen.