REGIONALT DIALOGFORUM OM UDDANNELSE
Region Hovedstaden nedsætter et dialogforum om uddannelse i regionen for at styrke samarbejdet med de uddannelsesinstitutioner, som regionsrådet har udpeget bestyrelsesmedlemmer til.
Aktuelt har regionsrådet udpeget bestyrelsesmedlemmer til professionshøjskolerne og erhvervsakademierne i regionen, foruden til en række institutioner for erhvervsrettet uddannelse samt gymnasier, HF-kurser og voksenuddannelsescentre.
Uddannelsesinstitutionerne har iværksat en række initiativer, der skal løfte de enkelte uddannelsesinstitutioners udfordringer – herunder aktiviteter, der støttes af Region Hovedstaden, men der er på politisk niveau ikke noget samlende forum, hvor de af regionsrådet udpegede bestyrelsesmedlemmer kan drøfte uddannelsernes særlige udfordringer og behov og slet ikke i et regionalt perspektiv. Behovet understreges af, at de udpegede bestyrelsesmedlemmer ikke nødvendigvis er medlemmer af regionsrådet.
Uddannelsesinstitutionernes bestyrelser varetager den overordnede ledelse på den enkelte institution. Medlemmerne skal i deres arbejde varetage den enkelt institutions interesser og bidrager bl.a. her med deres indsigt i udviklingen og kvalitetssikringen af uddannelsen og institution. Der er derfor behov for at drøfte uddannelsernes udfordringer i et fælles dialogforum for at styrke de udpegede bestyrelsesmedlemmers arbejde i bestyrelserne.
Oprettelsen af et dialogforum for bestyrelsesmedlemmer udpeget af Region Hovedstaden skal også ses på baggrund af, at uddannelse er et centralt tema i den regionale udviklingsplan. Den regionale udviklingsplan identificerer hovedstadsregionen som Danmarks førende videnregion, der i nationalt perspektiv har et godt udgangspunkt i form af en veluddannet arbejdsstyrke og uddannelsesinstitutioner på alle niveauer. Men den regionale udviklingsplan peger også på en række områder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at fastholde regionen som en attraktiv region med fortsat vækst og gode livsbetingelser. Uddannelse er bl.a. med til at sikre den sociale sammenhængskraft i samfundet og uddannelse er en forudsætning for at både de private og offentlige virksomheder også i fremtiden har adgang til en veluddannet arbejdsstyrke.
Den regionale udviklingsplan peger således på to hovedudfordringer på uddannelsesområdet:
MEDLEMMER
Dialogforummet består af de bestyrelsesmedlemmer, som regionsrådet til enhver tid har udpeget til bestyrelser for uddannelsesinstitutioner i Region Hovedstaden og tre regionsmedlemmer fra det af regionsrådet nedsatte særlige midlertidige udvalg, som beskæftiger sig med uddannelse, aktuelt udvalget for fremtidens uddannelse og forskning.
MØDEAFHOLDELSE
Fra 1. januar 2012 deltager hvert medlem af dialogforummet i op til 4 møder årligt, heraf er 1-2 møder fællesmøder. Udover disse fællesmøder deltager hvert medlem i indtil 2 yderligere aktiviteter i form af møder i mindre grupper eller deltagelse i seminarer eller konferencer, som administrationen i øvrigt arrangerer om uddannelse.SEKRETARIATDialogforummet sekretariatsbetjenes af Region Hovedstadens centrale administration, og udgifterne til dialogforummet finansieres af Region Hovedstaden.