Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 


Tilbage til menuen

Spilleregler



Regler for samspil mellem koncerndirektionen, virksomhederne og det politiske niveau fra 1. september 2009 og frem til regionsrådsvalget.

Beslutninger skal ikke "politiseres"
Valget er en begivenhed, der principielt er helt uafhængig af regionens liv, virksomhedernes drift og beslutninger i de konkrete sager, der forelægges til politisk behandling. Erfaringer fra tidligere valg viser imidlertid, at de sidste måneder forud for et valg kan medføre en for så vidt utilsigtet "politisering" af regionens liv, virksomhedernes drift og beslutninger i sager på alle niveauer.

Lige vilkår for alle
Det er administrationens opgave også i forbindelse med et forestående valg at sørge for den samme saglige information og sagsbehandling som ellers. Alle politikere og alle partier - dem der er repræsenteret i regionsrådet, og dem der stiller op - skal behandles på lige vilkår.

Behov for fælles spilleregler
Der er derfor behov for at opstille spilleregler for alle involverede: regionsrådet, regionsrådsformanden, direktionen, administrationen og virksomhederne.

Spillereglerne omfatter:

Spørgetid i forbindelse med regionsrådets møder

Fra 1. september 2009 suspenderes spørgetiden.

Regionsrådsspørgsmål

Dette spørgsmålsinstitut har fungeret i 1-½år og bruges meget. Med de rammer der er lagt for at stille spørgsmål og besvare dem, er ordningen arbejdsmæssigt krævende, men håndterbar. Det må imidlertid forudsættes, at interessen fra regionsrådsmedlemmernes side for at få spørgsmål besvaret vil øges markant, at besvarelserne vil indgå i valgkampen, og at der vil komme et øget pres for ekspresbesvarelser.

Fra 1. september vil der fortsat blive svaret på spørgsmål, hvis dette kan ske ved udlevering af gældende regler, eksisterende materiale, såsom fx tidligere besvarelser, notater og bilag til mødesager. For spørgsmål vedrørende emner, som vil initiere ny sagsbehandling, er det accepteret, at besvarelsen kan være relativt summarisk. Såfremt der kommer en ophobning af spørgsmål, hvor besvarelsen vil trække ud - og ikke kan nås inden valget - drøftes håndteringen af spørgsmålene i forretningsudvalget.

Lokalelån/-leje på regionsgård og virksomheder til partipolitiske aktiviteter

Fra 1. september 2009 kan lokaler stilles til rådighed efter sædvanlige regler vedrørende betaling når det drejer sig om tværpolitiske møder, hvor alle opstillingsberettigede partier inviteres eller har adgang. Det er herved en forudsætning at mødeaktivitet afviklet på regionens virksomheder ikke vil være til gene for hospitalernes daglige funktioner.

Virksomhedernes initiativer med hensyn til at markere valget i personalemæssig sammenhæng omfattes ikke af disse retningslinier.

Ledende embedsmænds deltagelse i ovenstående møder eller i møder, der har partipolitisk karakter

Ledende embedsmænd (defineret som den udvidede direktion + vicedirektører og chefer i stabene) kan ikke fra 1. september 2009 som fagkyndig repræsentant fra regionen inviteres til at holde oplæg, deltage i debat, eller sidde i panel i møder af partipolitisk karakter.


Folketingsmedlemmers og andre politikeres besøg på virksomheder

Hvis folketingsmedlemmer anmelder besøg på virksomhederne, vil de regionale partifæller som regel også deltage - herudover vil pressen formentlig være inviteret.

Som det allerede er tilfældet i dag må virksomhedens direktion i samarbejde med koncerndirektionen tage stilling til, om tid og sted for det anmeldte besøg kan indpasses i virksomhedens dagligdag. Herudover skal der tages kontakt til formandssekretariatet med henblik på stillingtagen til, hvilke regionsrådsmedlemmer der deltager på vegne af regionen.