Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Formel M

Projektet Formel M udfordrer brugen af privat bil og fremmer valget af cykel, delebil, samkørsel og offentlig transport. 
Cykelparkering på stationer

Om Formel M.
Projektet udfører 17 demonstrationsprojekter i 6 deltagerkommuner med det formål at udvikle bæredygtig transportadfærd ved brug af ’mobility management’ tilgangen. Projektperioden er fra marts 2011 til november 2012.

Den daglige ledelse af Formel M er forankret i Gate 21, som er en forening med fokus på udvikling af fremtidens løsninger indenfor miljø, klima og energi. Det sker på tværs af myndigheder, universiteter og private virksomheder.

I Formel M er Roskilde Universitetscenter og en række private virksomheder koblet på projektet som led i at udvikle, afprøve og demonstrere eksempler på mobility management i praksis.

Mobility management
Tilgangen ’mobility management’ er udtryk for strategier, der benytter bløde tiltag for at fremme bæredygtig transport og mindske brug af privatbil. Det sker bl.a. ved at påvirke de rejsendes holdninger og adfærd. Bløde tiltag kan for eksempel være at skabe sammenhæng for den rejsende igennem forbedret rejseinformation og koordinering imellem operatører, eller det kunne være bedre tilrettelæggelse af arbejdspladser og boligområder. Hvorimod hårde tiltag for eksempel kunne være traditionelle trafikløsninger som investeringer i skinner eller asfalt.

Demonstrationsprojekter.
I projektperioden gennemføres 17 demonstrationsprojekter inden for følgende spor spor:

  • Mobilitetsplaner for virksomheder i lokale netværk.
  • Transportplaner for store enheder.
  • Mobilitetsvurdering af planer for nyudlagte områder.
  • Mobilitetsløsninger for landsbyer.
  • Mobilitetsplaner for hospitaler.
  • Samkørsel i Trekantsområdet.

Grønt mobilitetskontor.
Viden, erfaring og de rette værktøjer er afgørende for at fremme adfærdsændringer. Derfor har Formel M etableret videns- og ressourcecentret Grøn Mobilitetskontor, som skal støtte kommunerne i deres arbejde med bæredygtig transportadfærd og sikre en fortsat udvikling af mobility management i i Danmark.

Finansiering.
Formel M er støttet af Region Hovedstaden med 3,2 mio. kr. og af Center for Grøn Transport i Transportministeriet med 5 mio. kr. Herudover skyder kommunerne egne ressourcer i projektet, som samlet når op på et budget på 12 mio. kr.

Det forventes, at projektet udvides med ekstra midler, længere tid, flere kommunale partnere og yderligere demonstrationsprojekter i 2012.  Region Hovedstaden har reserveret 2,8 mio. kr. til udvidelsen af projektet, således at det regionale bidrag i alt løber op i 6 mio. kr. og perioden forlænges til udgangen af 2013. Beløbet er bevilget i 2010 inden for rammen af den regionale udviklingsplan.

Hvorfor mobility management
Region Hovedstaden støtter udbredelsen af mobility management, fordi vi ser det som en løsning både på de voksende klimaudfordringer og en transportsektor i vækst, som vores nuværende infrastruktur og byer har svært ved at rumme. Desuden er der er store sundhedsgevinster forbundet med at nedbringe luft- og støjforureningen samt øge befolkningens aktivitetsniveau og færdselssikkerhed. Den gennemsnitlige dansker rejser hver dag 39 km, og langt størstedelen tilbagelægges i privatbil med alvorlige følger for klimaet, sundheden, fremkommeligheden og samfundsøkonomien. Trængselsomkostninger på vejene beløber sig til cirka 10 mia. kr. årligt i hovedstadsregionen, hvoraf 2/3-dele rammer erhvervslivet. Kun imellem 10 og 15% af persontransporten i hovedstadsregionen foregår med bus, metro eller tog.

 




Redaktør
Koncern Regional Udvikling
Email:Dig.FOq@6MOXE5C.dk