Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Cykelsuperstier i hovedstadsområdet

22 kommuner samarbejder om cykelsuperstier. I foråret 2013 indvies den anden cykelsupersti - Farumruten. Flere nye kommuner er på vej ind i projektet, så rutenettet er i konstant udvikling.
Cykelruter af høj kvalitet.
Cykelsuperstier er ruter af særlig høj kvalitet, som sikrer hurtig, effektiv, sikker og komfortabel transport imellem hjem, arbejde eller studie. De kan udføres, som forbedringer af eksisterende strækninger, eller som helt nye ruter.

Koordinering på tværs af kommunerne.
For cyklisten er det kvaliteten af den samlede rejse, som tæller. Cyklisten er jo ligeglad med hvilke kommuner, han eller hun skal køre igennem, bare det fungerer. Med projektet er kommunerne i hovedstadsområdet for første gang gået sammen om at sikre den sammenhæng, som er så vigtig for cyklisten.

Plan og koncept for cykelsuperstier.
I den første del af projektet, som blev afsluttet hen over sommeren 2011, udarbejdede 18 kommuner en samlet plan for, hvor cykelpendlerruterne skulle placeres. Herunder blev kommunerne enige om et koncept, som skal sikre, at en række minimumskrav til strækningerne overholdes.

De 18 kommunerne var: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Ishøj, København, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk.

Albertslundruten – Danmarks første cykelsupersti.
Den første cykelsupersti,  Albertslundruten, blev indviet i april 2012. Ruten er et samarbejde imellem Albertslund, Frederiksberg, Glostrup, København og Rødovre kommuner. Albertslundruten er en pilotrute. Erfaringerne skal bruges til at forbedre planen og konceptet for cykelsuperstier, som efterfølgende kan implementeres i resten af hovedstadsområdet i form af cykelsuperstier på kryds og tværs af kommunerne.

Udvikling og udbredelse i  2012
Der er fortsat 15 af de oprindelige kommuner med i projektet. Dragør, Tårnby og Glostrup har ikke ønsket at fortsætte i projektet. Sidstnævnte har dog færdiggjort sin del af Albertslundruten i 2012.

Derudover er de resterende kommuner i hovedstadsregionen blevet inviteret med i projektet. Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Helsingør, Høje-Taastrup og Hørsholm har sagt ja til at deltage.

Projektet har nedsat et fælles projektsekretariat, som er tilknyttet Københavns Kommune.

Næste ruter.
Realiseringen af ruterne afhænger først og fremmest af kommunernes økonomi. Enkelte strækninger ser allerede nu ud til at blive til noget:
  • Farumrutens 'etape 1'  udføres i 2012/13.  
  • Københavns Kommunes del af Ballerupruten udføres i 2012/13.
  • Albertslund Kommune gennemfører i 2012 deres del af Ring-4 ruten.
  • Gladsaxe Kommune går i gang med at anlægge deres del af Vandledningsruten.
  • Farumrutens 'etape 2' (Fra Bellahøj til Kgs. Nytorv) udføres i 2014 og indvies i 2015
En anden cykelsti med navnet Vestvoldruten er indviet i 2011. Vestvoldruten er en rekreativ cykelrute, ikke en pendlerrute for cyklister på vej mellem hjem og arbejde eller uddannelse. Vestvoldruten kan med tiden blive opgraderet til cykelsupersti, hvis kommunerne ønsker det.

Økonomi
Region Hovedstaden har i perioden 2009-2013 øremærket omkring 9½ mio. kr. til projektets fællesomkostninger. Kommunerne bidrager årligt med en økonomisk andel beregnet på baggrund af indbyggertal.

Desuden har en række kommuner afsat anlægsmidler til konkrete cykelsuperstier. Selve anlægsudgifterne hviler på kommunerne og eventuelt staten igennem Vejdirektoratets cykelpulje. Den statslige cykelpulje har indtil videre støttet både plan og koncept og Albertslundruten. Desuden er der givet tilsagn om støtte til dele af Farumruten fra staten.

189 mio. kr. fra staten
Staten har i juni 2012 øremærket en pulje på 189 mio. kr. til anlæg af cykelsuperstier i større danske byer. Region Hovedstaden og de 22 kommuner har allerede indsendt en fælles hensigtserklæring om at ville speede processen for anlæg af cykelstier op, såfremt staten vil medfinansiere disse.




Redaktør
Koncern Regional Udvikling
Email:Dig.FOq@6MOXE5C.dk