Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Gymnasieelever skal lære at være innovative

Pressemeddelelse: Nyt projekt skal gøre regionens gymnasier til nationale foregangsgymnasier på innovationsområdet.
Erhvervslivet efterspørger fagligt kvalificeret og innovativ arbejdskraft
Erhvervslivet skriger på højtuddannet arbejdskraft med innovative evner og lyst til at kaste sig over iværksætteri. Nu har Region Hovedstaden sammen med otte gymnasier og Selvstændighedsfonden – Young Enterprise taget initiativ til projektet ”Innovationskraft og entreprenørskab på gymnasier i Region Hovedstaden”. Lærere og elever på regionens gymnasier skal lære at tænke faglighed og innovation sammen.

Innovation og bevægelse på skemaet
Københavns åbne Gymnasium er en del af projektet. Gymnasiet har gennem længere tid eksperimenteret med at bruge fysisk aktivitet i undervisningen. I forbindelse med projektet sætter de nu for alvor innovation og bevægelse på skoleskemaet:

Klasselokalets firkantede rammer skal udfordres
- Vi er ved at lave en såkaldt innovationsfabrik på Carlsberggrunden. Der kommer eleverne til at arbejde med virkelige problemstillinger i samarbejde med det offentlige og private erhvervsliv. Vi vil finde nye måder at løse faglige problemer på – hvorfor ikke iscenesætte overenskomstforhandlingerne som rollespil eller sætte eleverne til at finde løsninger på Danmarks klimaproblemer på en solutioncamp? Det gælder om at komme ud af klasselokalets firkantede rammer og tænke viden og læring på en ny måde, fortæller Claus Reinholdt Campeotto, lærer på Københavns åbne Gymnasium.

Hele kroppen skal med i undervisningen
- Og det er hele kroppen, ikke kun hovedet, der skal med i undervisningen. Vi kalder det ’brain breaks’. Fem minutters ’energizer’ med sidekammeraten eller en stafet op og ned ad trappen, der gør underværker og giver de unge fornyet koncentration og mo-tivation, forklarer Claus Reinholdt Campeotto, som glæder sig til at komme i gang.

18,5 millioner kroner i regionale midler til projektet
Region Hovedstaden støtter projektet ”Innovationskraft og entreprenørskab på gymnasier i Region Hovedstaden” med i alt 18,5 millioner kroner. Dels 6 millioner kroner fra regionens egne udviklingsmidler, og 12,5 millioner kroner fra EU-Socialfondsmidler, bevilliget af Vækstforum Hovedstaden.

Otte af regionens gymnasier går forrest
Som led i projektet skal både lærere og ledelse på i første omgang otte af regionens gymnasier uddannes i innovative og kreative undervisningsmetoder, og hvert gymnasium skal lave en handlingsplan for innovation og entreprenørskab.

Nationale foregangsgymnasier på innovationsområdet
Formand for Vækstforum Hovedstaden Jørgen Christensen har høje ambitioner for hovedstadsregionens gymnasier:

- Hovedstadsregionens gymnasier skal i 2012 være nationale foregangsgymnasier, når det kommer til innovation og iværksætteri i gymnasiet. Faglighed er vigtigt, men det er ikke længere nok; erhvervslivet vil have folk, der kan tænke ud af boksen, og gymnasierne skal give eleverne redskaber til at få de gode idéer og gøre dem til virkelighed, siger Jørgen Christensen.

Innovation skal konkretisere undervisningen
Innovation i gymnasiet kan være med til at gøre undervisningen mere relevant og konkret for de unge. Og det mener regionrådsformand for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen vil komme alle gymnasieelever til gode:

Flere skal gennemføre en ungdomsuddannelse
- De innovative undervisningsmetoder kan være med til at løfte det faglige niveau i gymnasiet, så både bogligt stærke og svage elever får mere ud af undervisningen. Der er stadig for mange, der ikke får en ungdomsuddannelse. Vi håber, at projektet får flere unge til at gennemføre deres gymnasieuddannelse og forlade skolen med stærke innovative kompetencer.

Alle gymnasierne skal med på sigt
Mindst 26 gymnasier vil blive inddraget i projektet indtil dets udgang i marts 2012, og efterfølgende udbredes konceptet til regionens øvrige gymnasier.


Yderligere informationer:

  • Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand,
    Region Hovedstaden, telefon 4364 2521
  • Jørgen Christensen, formand, Vækstforum Hovedstaden, telefon 5134 3350
  • Eva Hofman-Bang, projektkoordinator og direktør på
    CPH West, telefon 3388 0820
  • Claus Reinholdt Campeotto, lærer,
    Københavns åbne Gymnasium, telefon 2814 2819
  • Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 7020 9588




Redaktør
Koncern Regional Udvikling
Email Dig.FOq@6MOXE5C.dk