Videre til indhold. |

Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Spørgsmål og svar

Her kan du se de oftest stillede spørgsmål om mammografiundersøgelsen. Klik på spørgsmålet for at finde svaret.
  • Hvad er en mammografiscreening?
  • Hvornår bliver jeg inviteret?
  • Jeg er fyldt 50 år, hvorfor er jeg stadig ikke blevet inviteret?
  • Hvornår inviteres jeg sidste gang til screening?
  • Hvornår får jeg svar?
  • Hvorfor er jeg blevet inviteret til ny undersøgelse på screeningsklinikken?
  • Hvad hvis jeg føler en knude i brystet?
  • Jeg er opereret for brystkræft – kan jeg følge screeningsprogrammet?
  • Jeg har fulgt screeningsprogrammet og kan ikke forstå, at jeg nu har fået konstateret brystkræft?
  • Jeg har brystprotese, betyder det noget?
  • Jeg er måske arveligt disponeret for brystkræft. Hvad gør jeg?
  • Er det nok at selv at undersøge brystet?
  • Kan jeg nøjes med en ultralydsscanning?
  • Tager brystet skade af mammografiundersøgelsen?
  • Røntgenstrålerne - er de farlige?
  • Er der noget, jeg skal være opmærksom på, når jeg skal mammograferes?
  • Hvordan ser en kræftknude ud på mammografibillederne?
  • Hvad gør jeg med transport?
  • Jeg er i kørestol, hvad gør jeg?
  • Kan jeg få tolkebistand?
  • Har du et spørgsmål, som ikke er blevet besvaret her?


Hvad er en mammografiscreening? 
En mammografiscreening er et tilbud om en røntgenundersøgelse af brysterne (en mammografi), som tilbydes hvert andet år til kvinder der ikke har symptomer på brystkræft. Ved undersøgelsen foretages to optagelser af hvert bryst, som kortvarigt trykkes fladt mellem to plader. Herved spredes kirtelvævet ud og det bliver muligt at se detaljerne i brystet bedre. Undersøgelsen foretages af en mammografiscreeningsassistent, radiograf eller røntgensygeplejerske.
Undersøgelsen giver mulighed for at opdage en eventuel brystkræft på et tidligt tidspunkt og dermed øge muligheden for en mere skånsom behandling og for at blive helbredt for sygdommen.
Det er naturligvis frivilligt, om du vil deltage i undersøgelsen.

Hvornår bliver jeg inviteret?
Undersøgelsen tilbydes med 2 års mellemrum. Du inviteres første gang, når du er mellem 50 og 52 år. Sidste invitation modtager du, når du er mellem 68 og 69 år gammel.
Kvinder født i januar-juni måned inviteres i lige år, mens kvinder født i juli-december inviteres i ulige år.

Jeg er fyldt 50 år, hvorfor er jeg stadig ikke blevet inviteret?
I Region Hovedstaden tilbydes brystkræftscreening til kvinder, fra de er fyldt 50 år. En screeningsrunde  tager to år, og det betyder, at alle kvinder vil modtage en invitation som 50- eller 52-årig. Kvinder født i januar-juni måned inviteres i lige år af screeningsrunden, mens kvinder født i juli-december inviteres i ulige år af screeningsrunden. 

Hvornår inviteres jeg sidste gang til screening?
Kvinder, der screenes første gang som 51-årig modtager tilbuddet om sidste screening som 69-årig, og kvinder der får første screeningstilbud som 50-årig vil modtage sidste tilbud som 68-årig.

Hvornår får jeg svar?
Du modtager et brev, når to speciallæger uafhængigt af hinanden har vurderet dine mammografibilleder. Lægerne forsøger at bedømme dine billeder så hurtigt som muligt. Du vil sædvanligvis få svar indenfor 10 arbejdsdage, men der vil kunne gå op til 21 arbejdsdage, før du får svar.

Hvorfor er jeg blevet inviteret til ny undersøgelse på screeningsklinikken?
Ny invitation til screeningsundersøgelse skyldes at første undersøgelse teknisk set ikke har været helt optimal. Det er ikke fordi lægerne har mistanke om kræft.

Hvad hvis jeg føler en knude i brystet?
Hvis du føler noget nyt eller anderledes i dit bryst, skal du kontakte din egen læge. Det kan være en knude i brystet eller andre symptomer fra brystet i form af hudforandringer lokaliseret smerte. Det kan også være, når der siver blodig eller vandklar væske fra brystvorten eller hævede lymfeknuder i armhulen.
Når der er symptomer fra brysterne er en screeningsmammografi ikke tilstrækkelig. Din egen læge vil ofte henvise dig til en klinisk mammografi.
 
Jeg er opereret for brystkræft – kan jeg følge screeningsprogrammet?
Ja, hvis du er opereret for brystkræft, kan du godt følge mammografiscreeningsprogrammet. Husk at oplyse, at du er opereret for brystkræft på spørgeskemaet. Spørgeskemaet følger med invitationen til mammografiscreening. 

Jeg har fulgt screeningsprogrammet og kan ikke forstå, at jeg nu har fået konstateret brystkræft?
Mammografiscreening forebygger ikke brystkræft, men giver mulighed for at finde kræftknuden tidligere, end du selv kan føle den. Dermed øges sandsynligheden for at blive helbredt.
En kræftknude kan godt have været til stede ved sidste screeningsmammografi, men er først nu blevet synlig på mammografien. Mikroskopiske kræftknuder kan ikke ses på en mammografi og i nogle tilfælde kan også lidt større kræftknuder skjule sig i kirtelvævet.

Jeg har brystprotese, betyder det noget?
Selv om du har proteser under brystmuskulaturen er det ofte muligt at få foretaget en tilstrækkelig mammografiundersøgelse. Det er vigtigt, at du giver det fotograferende personale besked om din(e) protese(r). Radiografen eller assistenten vil om muligt skubbe proteserne væk under optagelserne, så brystvævet bedre kan vurderes, og proteserne vil derfor ikke få det samme tryk som brystvævet. Det sker for at undgå, at protesen skygger for kirtelvævet. 

Såfremt du har fået indlagt proteser foran brystmuskulaturen, vil proteserne ikke kunne skubbes væk og vil derfor skygge for noget af brystvævet. Dette vil kunne resultere i et undersøgelsessvar med forbehold.

Jeg er måske arveligt disponeret for brystkræft. Hvad gør jeg?
Kvinder i screeningsalderen 50 – 69 år med arvelig betinget øget risiko for at få brystkræft kan følges i mammografiscreeningstilbuddet. Det gælder dog ikke kvinder, der har påviste forandringer i generne. Disse kvinder følger et andet kontrolprogram.

Er det nok at selv atundersøge brystet?
Systematisk selvundersøgelse af brystet kan ikke erstatte mammografi. Men det kan være en god idé at kende sit bryst og vide, hvordan det føles. På den måde er det lettere at opdage eventuelle forandringer.
Gå til din egen læge, hvis du føler noget nyt eller anderledes i brysterne; også selvom mammografien er normal. Ikke alle kræftknuder kan ses på en mammografi.

Kan jeg nøjes med en ultralydsscanning?
Nej, screening med ultralydsscanning er ikke et tilbud i screeningsprogrammet.

Tager brystet skade af mammografiundersøgelsen?
Ved mammografien bliver brystet presset sammen mellem to plader. Det kan være ubehageligt, men det skader ikke brystet.

Røntgenstrålerne - er de farlige?
Mængden af røntgenstråler, der bruges ved mammografi er meget lille og betyder ikke noget sammenlignet med den gavnlige virkning mammografi har på dødeligheden af brystkræft.

Er der noget, jeg skal være opmærksom på, når jeg skal mammograferes?
Talkum, pudder og strandsand på huden kan ligne små forkalkninger på mammografibillederne og kan vanskeliggøre lægernes vurdering. Undgå derfor at bruge talkum og pudder på undersøgelsesdagen. Hvis du kommer lige fra stranden, så vask huden på brysterne grundigt, inden du skal til mammografi.

Hvordan ser en kræftknude ud på mammografibillederne? 
Alle kræftknuder i brysterne er lyse. Fedtvævet i brystet er mørkt, og det er derfor meget nemmere at opdage en kræftknude i et fedtholdigt bryst end i et bryst med meget kirtel- og bindevæv,der ligesom kræftknuden er lyst. Kvinder efter overgangsalderen vil ofte have mere fedtvæv og mindre kirtel- og bindevæv end yngre kvinder; med mindre hun får hormonbehandling.

Hvad gør jeg med transport?
Du skal selv sørge for transport til screeningstedet, da undersøgelsen er et frivilligt tilbud. Der kan således ikke tilbydes kørsel eller kørselsgodtgørelse.

Hvis du kommer i bil, er det muligt at parkere ved screeningsstederne. Vær opmærksom på, at der ved de fleste screeningsklinikker er tidsbegrænset parkering. Hvis du benytter offentlig transport, henviser vi til DSB´s hjemmeside: www.dsb.dk for yderligere oplysninger om tog og bus til screeningsklinikkerne.

Jeg er i kørestol, hvad gør jeg?
Du kan godt blive screenet, selvom du er i kørestol. Der er også adgang til handicaptoilet

Kan jeg få tolkebistand?
Det er ikke muligt at få tolkebistand til undersøgelsen, da der er tale om en standardprocedure. Undersøgelsen er beskrevet i invitationsbrevet.

Har du et spørgsmål, som ikke er blevet besvaret her?
Hvis dit spørgsmål ikke figurerer her, er du velkommen til at kontakte Sekretariatet for Mammografiscreening i Region Hovedstaden:
Telefon 56 90 90 65 mandag – torsdag kl. 8.15 – 15.00 og fredag kl. 8.15 – 12.30
Mail: mammo@regionh.dk