Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Behandlingsgaranti

Behandlingsgaranti ved livstruende
kræftsygdomme mv.


Lider du af en livstruende kræfteller hjertesygdom, gælder der særlige regler om maksimale ventetider på undersøgelse og behandling. Hospitalet skal undersøge dine muligheder for hurtigere undersøgelse og behandling andre steder her i landet eller i udlandet, hvis hospitalet ikke kan overholde de maksimale frister for ventetid.

Hvis lægerne på hospitalet vurderer, at du på grund af din helbredstilstand skal tilbydes behandling tidligere eller bør vente længere, gælder den pågældende maksimale ventetid dog ikke.

Kræftsygdomme

For kræftsygdomme gælder følgende maksimale ventetider:

• Forundersøgelse:
To uger fra hospitalet har modtaget henvisningen.

• Operation:
To uger fra det tidspunkt, hvor du har fået information om diagnose og behandlingsmuligheder, og du har givet samtykke til operation.

• Medicinsk behandling som primær behandling:
To uger fra det tidspunkt, hvor du har fået information om diagnose og behandlingsmuligheder, og du har givet samtykke til medicinsk kræftbehandling, og senest fire uger efter, at afdelingen har modtaget henvisningen.

• Strålebehandling som primær behandling:
Fire uger fra det tidspunkt den relevante afdeling har modtaget henvisningen.

• Strålebehandling som efterbehandling:
Fire uger fra det tidspunkt den relevante afdeling har modtaget henvisningen.

Hjertesygdomme

For hjertesygdomme gælder følgende maksimale ventetider:

• Ved påvist venstre hovedstammesygdom:
To uger fra den dato, hvor specialafdelingen har modtaget henvisningen, til operationsdato(revaskularisering). Diagnosen skal være stillet ved undersøgelse af hjertets kranspulsårer (koronararteriografi).

• Ved dokumenteret ustabil angina pectoris:
I alt tre uger til undersøgelse af hjertets kranspulsårer (koronararteriografi) og operation (revaskularisering) fra specialafdelingen har modtaget henvisningen. Henvisning skal ske via et kardiologisk intensivafsnit.


• Ved angina pectoris umiddelbart efter akut myokardieinfarkt (post-AMI-angina):
I alt fem uger til undersøgelse af hjertets kranspulsårer (koronararteriografi) og operation (revaskularisering) fra specialafdelingen har modtaget henvisningen. Henvisning skal ske via et kardiologisk intensivafsnit.


Du kan læse mere om emnet i

Sundhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008 med ændringer der følger af lov nr. 319 af 30. april 2008, lov nr. 538 og 539 af 17. juni 2008 og lov nr. 1064 af 6. november 2008.

• Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1749 af 21. december 2006 om behandling af patienter med livstruende kræftsygdomme mv.