Ved en obduktion undersøger lægerne den afdøde for at få yderligere viden om bl.a. sygdomsmekanismer – samt i tvivlstilfælde for at finde den præcise dødsårsag.
Obduktion kræver samtykke
For at foretage en obduktion skal lægerne i henhold til lovgivningen bede de efterladte om tilladelse. Der må kun foretages lægevidenskabelig obduktion på afdøde personer, hvis afdøde har givet skriftligt samtykke, eller hvis de nærmeste pårørende har givet tilladelse til obduktion. Her er en mundtlig accept tilstrækkelig.
Afdøde kan have betinget sit samtykke af de pårørendes accept. Inden de pårørende samtykker i eller accepterer obduktion, skal de have information om formålet med obduktionen og dennes omfang.
Hvis den afdøde har testamenteret sit legeme til et universitet, må de nærmeste pårørende acceptere dette – og har ingen ret til at gøre indsigelser.
Nej til obduktion
Der må ikke foretages obduktion, hvis afdøde har nedlagt forbud mod obduktion eller hvis obduktion må antages at stride mod afdødes eller de nærmestes livsopfattelse.
Retslægelig obduktion
I nogle situationer, fx ved uventede dødsfald på hospitalet eller i hjemmet og dødsfald ved arbejdsulykker, kan politiet, efter et retslægeligt ligsyn, forlange en retslægelig obduktion.
Du kan læse mere om emnet i
· Sundhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008 med ændringer der følger af lov nr. 319 af 30. april 2008, lov nr. 538 og 539 af 17. juni 2008 og lov nr. 1064 af 6. november 2008.
· Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 100 af 7. december 2006 om samtykke til lægevidenskabelige obduktioner.
· Indenrigs- og Sundhedsministeriets pjece:
Tag stilling til obduktion.
· Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse www.sum.dk