Hvis en patient bliver erklæret hjernedød på et hospital, vil lægen i nogle tilfælde bede de nærmeste pårørende om tilladelse til at udtage ét eller flere organer fra afdøde til transplantation.Organdonation kræver samtykke
For at udtage et organ til transplantation skal lægerne have indhentet tilladelse fra enten den afdøde selv eller fra nærmeste pårørende. Tilladelsen kan enten være et skriftligt samtykke ved, at patienten har tilmeldt sig Donorregisteret eller en efterfølgende tilladelse fra nærmeste pårørende. Pårørende kan ikke modsætte sig en evt. organdonation, hvis afdøde skriftligt har truffet bestemmelse herom, med mindre afdøde har bestemt, at indgrebet forudsætter de pårørendes accept.
Donorregisterets opfordring lyder: ”Tag stilling · sammen med dine nærmeste”.
Diskutér derfor spørgsmålet om eventuel organdonation/-transplantation:
· Fortæl dine pårørende om dine ønsker
· Udfyld et donorkort, som du skal bære på dig
· Tilmeld dig Donorregisteret.
Du kan vælge at donere ét eller flere organer.
Du kan også vælge at nedlægge forbud mod, at der udtages organer.
Du kan få mere at vide om organdonation hos personalet, patientvejlederen eller i Donorregisteret.
Du kan læse mere om emnet i
· Sundhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008 med ændringer der følger af lov nr. 319 af 30. april 2008, lov nr. 538 og 539 af 17. juni 2008 og lov nr. 1064 af 6. november 2008.
· Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 101 af 8. december 2006 om samtykke til transplantation fra afdøde personer.
· Indenrigs- og Sundhedsministeriets pjece:
Organdonor. Tag stilling sammen med dine pårørende.
· www.sundhed.dk og www.tagstilling.nu