Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Livstestamente

Oprettelse af et livstestamente
I et livstestamente kan du bestemme, at du ikke ønsker at blive behandlet alene for at forlænge livet, hvis døden er uafvendelig. Lægen skal respektere din beslutning.

Du kan også fortælle, at du ikke ønsker at blive behandlet for at forlænge livet, hvis din sygdom har medført så svær invaliditet, at du varigt vil være ude af stand til at tage vare på dig selv, og der ikke er håb om bedring. Lægen skal inddrage dit ønske i sine overvejelser om, hvilken behandling du skal have.

Dit livstestamente vil først træde i kraft, hvis du er uafvendeligt døende eller kommer i en situation, hvor du varigt ikke er i stand til at tage vare på dig selv fysisk og mentalt.

Et livstestamente giver ikke mulighed for aktiv dødshjælp.

Sådan opretter du et livstestamente
Du opretter et livstestamente ved at udfylde en blanket, som er vedhæftet pjecen om livstestamente. Blanketten skal sendes til Livstestamenteregisteret. Det koster 50 kr., som opkræves efterfølgende på et girokort. Blanketten fås også på apoteket, hos lægen og på biblioteket.

Det kan være en god ide at fortælle dine nærmeste pårørende om livstestamentet, så de kender din holdning og beslutning. Dine pårørende kan ikke nedlægge forbud mod et livstestamente, der er registreret i Livstestamenteregisteret.

Hvis du fortryder
Et livstestamente kan altid tilbagekaldes eller ændres, hvis du fortryder beslutningen. Testamentet tilbagekaldes enten

  • ved at skrive et brev til Livstestamenteregistret
  • ved at tilkendegive dette mundtligt over for en sundhedsperson, eller
  • ved elektronisk tilbagekaldelse over for Livstestamenteregistret på www.sundhed.dk, hvis du har NemID eller en digital signatur
Du kan få flere oplysninger om livstestamente hos personalet og hos patientvejlederen. Du kan også rekvirere skriftligt materiale hos Livstestamenteregistret.


Du kan læse mere om emnet i:




Redaktør
Pia Kofoed
Email:8VH.FD7n9U@IVlE77W.dk