Aftalen om Region Hovedstadens økonomi 2008 betyder fuld kraft frem på hospitals- og psykiatriplanerne, men kan også komme til at betyde besparelser.
Økonomiaftalen mellem regionerne og regeringen betyder, at Region Hovedstaden kan fortsætte arbejdet med hospitals- og psykiatriplanerne og de anlæg og moderniseringer, som blev vedtaget af Regionsrådet den 15. maj 2007. - Der er enighed med regeringen om, at vi er nødt til at foretage betydelige investeringer over de kommende år for at løfte og modernisere hospitalerne, så vi kan sikre en international standard. Det er vigtigt, for behovet er der. Vi skal i gang med at gennemføre disse forbedringer så hurtigt som muligt, så vi kan sikre den bedst mulige kvalitet i behandlingen af patienterne, siger regionsrådsformand, Vibeke Storm Rasmussen Med hensyn til driftsbudgettet 2008 bliver der tale om et meget stramt budget for Region Hovedstaden. Som led i den indgåede aftale forventer regeringen 2 procents effektiviseringer i forhold til 2007. Dertil kommer en omfordeling af blok tilskuddet hvor Region Hovedstaden bl.a. pga. den demografiske udvikling vil miste noget af blok tilskuddet . - Når vi i Region Hovedstaden mister noget af blok tilskuddet pga. den befolkningsmæssige udvikling og samtidig skal gennemføre 2 procents effektiviseringer, ser det bekymrende ud. Det bliver nødvendigt at gennemføre besparelser for at få tingene til at hænge sammen, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen. Kontakt for yderligere oplysninger: