Aktivitet og skader i Region Hovedstaden – nytårsaften
Dette er den første aktivitets- og nytårsopgørelse for den nye, samlede Region Hovedstaden. Opgørelsen er en status for aktiviteten i nytårsdøgnet på regionens skadestuer, for lægebilerne i Region Hovedstaden og for Region Hovedstadens ambulancetjenester.Efter de foreløbige opgørelser fra regionens skadestuer og ambulancetjenester, der dækker mere end 1.6 mio. borgere, er nytårsaften og -nat forløbet roligt med kun få fyrværkeriskader og kun enkelte sværere tilskadekomne patienter.
For ambulancetjenesterne har der været normal aktivitet for en nytårsaften med i alt 560 ambulancekørsler i hele regionen. Lægebilernes aktivitet har været tilsvarende lav med 47 kørsler og kun få til patienter efter tilskadekomst i forbindelse med nytåret.
Af det samlede antal henvendelser på skadestuerne har kun få procent været skader som følge af fyrværkeri. Det samlede skadesbillede har været præget af primært mindre øjenskader og mindre brandskader og kun ganske få alvorlige skader.
På skadestuerne på har der i hele nytårsdøgnet samlet været 936 besøg. Kun 56 skader har direkte forbindelse med nytårsfyrværkeri og heraf er to alvorlige skader. Regionens TraumeCenter på Rigshospitalet har haft travlt med syv patienter, der er modtaget som svært tilskadekomne, men kun to med forbindelse til nytårsfyrværkeri.
Der har været 14 patienter med øjenskader. Kun tre patienter er blevet indlagt med øjenskader som følge af fyrværkeriskade.
Antallet af patienter med håndskader er kun seks, hvoraf tre patienter er blevet indlagt på regionens hospitaler.
Der har været 14 mindre brandskader, men kun én patient er blevet indlagt på brandsårsklinikken på Rigshospitalet som følge af fyrværkeri.
Denne status er afsluttet d. 1. januar 2007 kl. 14.
AMK (Akut Medicinsk Koordinationscenter) i Region Hovedstaden ønsker med denne orientering alle et godt nytår.
Freddy Lippert
Chef for Akut Medicin og Sundhedsberedskab
Koncern Plan og Udvikling
Evt. henvendelse via AMK Rigshospitalet, tlf. 35 45 31 93
Marianne Uldall Jepsen
Nyheds- og strategichef
Tlf. 26 73 04 95