Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Pressemeddelelse: Hvad mener du dit hospital skal kunne?

Region Hovedstaden inviterer til høringer om hospitalsplan og psykiatriplan.

"Kom og fortæl os din mening om Region Hovedstadens administrative udspil til hospitalsplan og psykiatriplan." Sådan lyder opfordringen fra regionsrådets 41 politikere, der i øjeblikket er ved at lægge brikkerne til fremtidens hospitalsvæsen og psykiatrien i hovedstadsregionen.

Den 27. februar i Frihedens Idrætscenter i Hvidovre, den 15. marts på Herlev Hospital, den 20. marts på Rigshospitalet i København og den 27. marts i Frederiksborg Centret i Hillerød. Sådan ser planen ud for møderækken af offentlige høringer om udspillet til ny hospitalsplan. Den 22. marts bliver der tillige holdt en offentlig høring på Rigshospitalet om udspillet til ny psykiatriplan.

- Jeg mener, det er rigtige gode udspil til såvel hospitalsplan som psykiatriplan, siger Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Region Hovedstaden. – Begge planer vægter kvalitet, nærhed og effektivitet meget høj. Og det er vigtigt, hvis vi skal være rustet til fremtiden, hvor vi ved, at der vil være langt flere ældre, der kræver behandling - og færre hænder til at behandle dem. Og vi ved, at der hele tiden kommer flere og flere meget specialiserede behandlingsformer, der er meget dyre.

Både hospitals- og psykiatriplanen er udarbejdet efter input fra læger og andre sundhedsfaglige eksperter og på baggrund af en række overordnede sundhedspolitiske hensigtserklæringer, der er vedtaget af et enigt regionsråd.

- Men at have en god plan er ikke nødvendigvis det samme som at sige, at den ikke kan blive bedre endnu, fastslår regionsformanden. – I processer som denne, hvor der vil ske store forandringer i forhold til, hvad de enkelte hospitaler eller psykiatriske centre skal kunne tilbyde af behandlinger, er det meget vigtigt også at lytte til både borgere og personalet. Derfor er det vigtig med en grundig og bred høringsfase, hvor vi kommer rundt i hele regionen og lytter til både borgere og medarbejdere. Og uden at love for meget, er jeg da sikker på, at deres argumenter kan blive afgørende for, hvordan de endelige planer kommer til at se ud.

Ud over de offentlige høringer har borgerne også mulighed for at debattere planerne på Region Hovedstadens hjemmeside www.regionh.dk.

Om hospitalsplanen

Oplægget til hospitalsplanen deler Region Hovedstaden op i fire såkaldte planlægningsområder: Nord, Midt, Syd og Byen med hvert sit områdehospital og et til to nærhospitaler. De fire områdehospitaler i regionen bliver Nordsjællands Hospital i Hillerød (Nord), Herlev Hospital (Midt), Hvidovre Hospital (Syd) og Bispebjerg Hospital (Byen).

På områdehospitalerne vil der være døgnbemandede akutmodtagelser, hvor akut syge eller tilskadekomne enten selv kan henvende sig, visiteres til eller indbringes med ambulance. I planen lægges der også op til, at der i hvert planområde er stationeret en lægebil, der kan rykke ud til alvorligt syge og tilskadekomne. De nuværende føde- og børneafdelinger i regionen samles også på områdehospitalerne, hvor mange fagfolk er til rådighed. Rigshospitalet vil tage sig af den opgave for planområde byen.

Amager Hospital og Glostrup Hospital vil begge være nærhospitaler i Syd, Frederiksberg Hospital vil være nærhospital i Byen, Gentofte Hospital bliver nærhospital i Midt mens Nordsjællands Hospital i Helsingør og i Frederikssund bliver nærhospitaler i Nord.

Nærhospitalerne skal modtage medicinske patienter fra nærområdets kommuner og tager sig af planlagt kirurgi. Alle nærhospitalerne vil desuden have skadestuer, hvor borgerne i dagtimerne kan henvende sig og få behandlet mindre skader.

I hvert planområde vil 90 procent af borgerne kunne blive behandlet for deres sygdomme på et af områdets hospitaler.

Rigshospitalet bevarer sin særstatus som hospital for de højt specialiserede områder, blandt andet samles al hjerte- og lungekirurgi på Rigshospitalet.

Grundet de særlige geografiske forhold på Bornholm bevarer Bornholms Hospital de mest almindelige behandlinger.

Hospitalsplanen og psykiatriplanen er i offentlig høring frem til den 4. april. Planerne skal vedtages endeligt af regionsrådet den 15. maj

Kontakt for yderligere information:

Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, tlf. 43 64 25 21
Regionsdirektør Helle Ulrichsen, tlf. 48 20 56 01 Koncerndirektør Morten Rand Jensen, tlf. 26 73 38 20 Koncerndirektør Svend Hartling, tlf. 40 26 68 87 Kommunikationsdirektør Teddy Østerlin Koch, tlf. 24 43 93 00 Pressevagten: tlf. 70 20 95 88

Gruppeformænd

Leila Lindén, socialdemokraterne, tlf: 20 15 10 55
Bent Larsen, Venstre, tlf. 25 35 24 24 
1. næstformand Benedikte Kiær, Det Konservative Folkeparti, tlf. 30 50 84 62
Kirsten Lee, Det Radikale Venstre, tlf. 20 20 11 56
Allan Schneidermann, Socialistisk Folkeparti, tlf. 44 84 44 20
2. næstformand Henrik Thorup, Dansk Folkeparti, tlf. 40 40 81 88
Bente Møller, Enhedslisten, tlf. 21 65 33 51
Karin Falkencrone, uden for partierne tlf. 20 77 96 88

Fakta:

Planlægningsområderne:

• Planlægningsområde Syd: Hvidovres Hospital (områdehospital), Amager Hospital og Glostrup Hospital (nærhospitaler)

• Planlægningsområde Byen: Bispebjerg Hospital (områdehospital), Frederiksberg Hospital (nærhospital).

• Planlægningsområde Midt: Herlev Hospital (områdehospital), Gentofte Hospital (nærhospital)

• Planlægningsområde Nord: Nordsjællands Hospital i Hillerød (områdehospital), Nordsjællands Hospital i Frederikssund og i Helsingør (nærhospitaler).

Økonomi og tidshorisont:

• Hospitalsplanen har anlægsudgifter på ca. 4,5 mia. kr. over flere år.

• Fuldt gennemført vil planen give årlige driftsbesparelser på lige ved 300 mio. kr.

• Hovedparten af hospitalsplanen forventes gennemført i perioden 2007-2012.

• Grundet størrelsen af planlægningsområde Syd og befolkningsudviklingen på Vestamager indgår det i planen, at regionen vil søge at få option på en grund i Ørestaden til et eventuelt fremtidigt større hospitalsbyggeri.

Det akutte beredskab i Region H.

Skadestuer: Alle nærhospitaler har skadestuer til småskader, der har åbent til hverdag i dagtimerne

Akutmodtagelser: De fire områdehospitaler vil alle have en døgnbemandet akutmodtagelse

Traumecenter: Rigshospitalet fortsætter med traumecenteret for alvorligt kvæstede

Lægebiler: Der stationeres en lægebiler i hvert planområde, der kan rykke ud til alvorligt syge og kvæstede. Muligheden for en lægehelikopter undersøges nærmere.