Orientering fra Danske Regioner og Region Hovedstaden.
8. januar 2007
Region Hovedstaden må konstatere, at der i dag mandag d. 8. januar 2007 igen er arbejdsnedlæggelse blandt op mod 300 hospitalsportører på Rigshospitalet. Der var også i sidste uge arbejdsnedlæggelse blandt portørerne på Rigshospitalet, idet portørerne nedlagde arbejdet den 4. og den 5. januar, jf. tidligere orientering af 4. januar.
Med henblik på at bringe arbejdsnedlæggelserne til standsning blev der fredag den 5. januar afholdt fællesmøde mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og LO, LSPF og 3F.
På mødet kunne Lønnings- og Takstnævnet orientere om, at det over for Danske Regioner og Region Hovedstaden er angivet, at arbejdsnedlæggelsen skyldes en kommende beslutning i Regionernes Lønnings- og Takstnævn om at overgå til Amtsrådsforeningens overenskomster.
Der var på mødet enighed om, at arbejdsnedlæggelserne er overenskomststridige.
Regionernes Lønnings- og Takstnævn besluttede efterfølgende på møde fredag den 5. januar, at Amtsrådsforeningens overenskomster skal gælde i regionerne fra den 1. januar 2007, hvor regionerne er etableret og amtskommunerne nedlagt.
Danske Regioner og Region Hovedstaden vil fortsat håndtere portørernes arbejdsnedlæggelse efter gældende regler.
Regionerne har et legitimt ønske om et ensartet overenskomstgrundlag, hvor der for hver personalegruppe kun er én overenskomst med ét forbund og således, at kun en organisation har forhandlingsretten. Dette mål har arbejdsgiverne forfulgt i såvel staten, kommunerne som regionerne i forbindelse med strukturreformen
Danske Regioner eller Region Hovedstaden er derfor heller ikke ude på at genere en bestemt fagforening eller bestemte grupper, men alene at forfølge det generelle ønske om ensartethed. Ejheller vil hverken Danske Regioner eller Region Hovedstaden have en holdning til i hvilken organisation personalet søger medlemskab.
Omlægningen betyder ikke, at portørerne på Rigshospitalet får forringet deres vilkår. Ingen allerede ansatte vil gå ned i løn eller få ringere pension ved overgangen til den landsdækkende overenskomst for portører.
Der har været holdt tre møder med den afgivende fagforening, LPSF, i forbindelse med efterårets forhandlinger om det ønskede nye overenskomstgrundlag for regionerne, hvor fagforeningen har haft mulighed for at få medindflydelse på de fremtidige overenskomstmæssige forhold for medlemmer på Rigshospitalet.
Thorkild Rotenberg, kontorchef, Danske Regioner
Ole Lund Jensen, vicedirektør, Region Hovedstaden