Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
20-12-2007

Millionbevilling til udvikling af ny behandling af hjernekræft

Midlerne skal bruges til at udvikle ny behandlingsmetode mod kræft i hjernen.

Pressemeddelelse udsendt fra Glostrup Hospital og Herlev Hospital:

Et samarbejde mellem kræftforskeren Julie Gehl og neurologen Helle Iversen fra Herlev Hospital og Glostrup Hospital og det private firma Sonion har fået bevilget 11 mio.kr. fra Højteknologifonden.

Omkring 3.500 danskere får hvert år konstateret kræft i hjernen. Sygdommen er i langt de fleste tilfælde uhelbredelig, de nuværende behandlingstilbud søger at forbedre patientens livskvalitet og forlænge deres overlevelse.

- En af årsagerne til den dårlige prognose er, at behandling med kemoterapi ikke virker ret godt mod svulster i hjernen, fordi der er en stærk barriere mellem blod og hjernevæv, forklarer overlæge Helle Iversen, Neurologisk afdeling på Glostrup Hospital.

Kan øge optagelsen af kemoterapi
Julie Gehl, kræftlæge og forsker på Herlev Hospital, har vist at man ved at udsætte celler for strøm – elektroporation – kan øge optagelsen af kemoterapi. Elektroporation bruges i dag til behandling af kræft, der ligger overfladisk på patienten – for eksempel hudkræft. Pengene fra højteknologifonden skal bruges til udvikling af en ny forbedret elektrode og til at vise, om man kan bruge elektroporation i behandlingen af hjernesvulster. Molekylærbiolog, Ph.D Birgit Agerholm Larsen arbejder med projektet både i Forskerpark Glostrup og på laboratoriet ved Onkologisk afdeling på Herlev Hospital.

- Hvis det går, som vi håber, vil vi kunne behandle patienter, som vi ikke har mulighed for at hjælpe i dag. Det vil ske ved hjælp af en tynd elektrode, der indføres direkte i hjernen efter en forudgående MR-skanning, forklarer Helle Iversen.

På sigt håber forskergruppen bag projektet, at metoden vil kunne bruges i behandlingen af en række sygdomme i hjernen.

Kontakt:

  • Julie Gehl, onkolog og ekspert i elektroporationsteknologi, Herlev Hospital – telefon 44 88 37 16.
  • Helle Iversen, neurolog og forsker indenfor eksperimentel og klinisk neurologisk forskning, Glostrup Hospital – telefon 24 23 81 96.