Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Ny strategi for sundheds-it nu i høring

Ny sundheds-it-strategi skal lette hospitalernes hverdag, ved bl.a. at sikre hurtig og mere effektiv adgang til patientdata. Der er også planer om smsbeskeder og e-mail der varsler patienter om planlagte aftaler.

Regionsrådet har besluttet at sende Forslag til sundheds-it-strategi i høring indtil sidst i august. Sundheds-it-strategien fokuserer på it-understøttelse inden for fire hovedområder: Kvalitet i behandlingen, effektive og rationelle arbejdsgange, sammenhængende patientforløb og dialog mellem sundhedspersonale og patient.

Fælles elektronisk patientjournal baseret på eksisterende standardsystemer

Den største opgave i de kommende år inden for dette indsatsområde bliver at indføre it-systemer, der sikrer klinikerne elektronisk adgang til journalnotater og parakliniske svar på tværs af regionens hospitalsafdelinger, praksissektor og kommuner. Hertil kommer indførelse af digital diktering til at lette registrering af journalnotater. Denne prioritering afspejler et basalt behov i den kliniske hverdag for at gøre journaldata tilgængelig samtidigt for flere klinikere fra forskellige faggrupper, specialer og fysiske placeringer.

Fælles portal som samordner adgangen til informationer fra de store it-systemer

Der er i dag et stort og påtrængende behov i klinikken for at give brugerne en hurtigere og mere effektiv adgang til patientdata. Ud fra en prioritering af informationsbehovene vil portalen i første omgang stille parakliniske svar til rådighed for herefter at indarbejde de mest anvendte kliniske systemer.

Udbygning af kommunikationen med borgeren og på tværs af sektorer

I de kommende år vil der komme øget fokus på den aktive patient i form af mere udbredt anvendelse af selvmonitorering i eget hjem, øgede forventninger om adgang til information og aktiv medvirken i patientforløbene, samt indsamling af data hertil. Strategien peger på områder, hvor it kan understøtte dette fokus, bl.a. i form af øget brug af internettet, e-mail og sms i kommunikationen med borgeren og patienten.

Øget anvendelse af telemedicin og bedre mobilitet for brugeren

Med gennemførelsen af den nye hospitalsplan i regionen, den fortsatte medicinske specialisering og de kommende års vanskelige personalerekrutteringssituation vil der blive et betydeligt behov for at udbygge telemedicinske løsninger. Der er allerede flere tiltag i gang på området, og strategien understreger behovet for at opsamle resultaterne af disse tiltag og generelt øge anvendelsen af telemedicin.

Kvalitet og sikkerhed
Sundheds-it-strategien forventes ikke bare at være ressourcebesparende for patienter og sundhedspersonale, men skal først og fremmest give den enkelte borger øget kvalitet og sikkerhed i behandlingen.

Hent Forslag til sundheds-it-strategi - Juni 2007 her




Redaktør
Regionhovedstaden
Email