Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Pressemeddelelse: Borgermøde om hospitalerne i Gentofte og Herlev

Regionsformanden stiller op på Herlev Hospital d. 15. marts til et to timer langt borgermøde om forslaget til hospitalsplanen.

Borgere tilknyttet hospitalerne i Herlev og Gentofte, får nu mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til udspillet til ny hospitalsplan for Region Hovedstaden direkte til den øverst politiske ansvarlige, Vibeke Storm Rasmussen(S). Det sker, når regionsformanden stiller op til et to timer langt borgermøde på Herlev Hospital d. 15. marts fra kl. 19-21. De regionsrådsmedlemmer, som har mulighed for det, vil også være til stede.

- Der vil ske forandringer. Det kan vi alle lige så godt indstille os på, siger Vibeke Storm Rasmussen (S), regionsrådsformand for Region Hovedstaden. Det gælder også for borgere med tilknytning til Herlev Hospital og Gentofte Hospital, som i fremtiden vil indgå i det, vi i planen har valgt at kalde "Område Midt", som skal betjene omkring 425.000 borgere i Gentofte, Ballerup, Egedal, Furesø, Gladsaxe, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Rødovre kommuner.

Hospitalsplanen deler Region Hovedstaden op i fire såkaldte planlægningsområder: Nord, Midt, Syd og Byen. Lægefaglige eksperter mener, at det mest optimale befolkningsunderlag pr. speciale ligger på omkring 400.000. Derved skulle indretningen af sundhedsvæsenet blive til mest muligt gavn for regionens 1,6 millioner borgere.

- Jeg mener, det er en god plan. Men samtidig vil jeg godt slå fast, at sidste punktum i planen ikke er ikke sat endnu, siger Vibeke Storm Rasmussen. - Planen er i høring, og det betyder, at vi lytter til alle gode argumenter, der måtte komme frem. Derfor skal alle med noget på hjerte benytte sig af borgermødet til at komme med kommentarer og stille spørgsmål til hospitalsplanen.

Har man ikke mulighed for at deltage i borgerhøringen, kan man i stedet debattere planerne her på hjemmesiden, hvor man også kan læse meget mere om planernes indhold.

Områdehospital og nærhospital

Herlev Hospital
Herlev Hospital bliver ifølge planen "områdehospital". Det betyder, at Herlev vil have en døgnbemandet akutmodtagelse, hvor akut syge eller tilskadekomne enten selv kan henvende sig, visiteres til eller indbringes med ambulance. I "Område Midt" vil der være stationeret en lægebil, hvor man i princippet rykker skadestuen ud til alvorligt syge og tilskadekomne og indleder behandlingen på stedet. Og så vil der være føde- og børneafdeling på Herlev. Hospitalet skal tage sig af en lang række højt specialiserede behandlinger bl.a. indenfor kræftsygdomme. Herlev Hospital vil også modtage medicinske patienter fra nærområdet.

Gentofte Hospital

Gentofte Hospital skal som "nærhospital" modtage medicinske patienter fra nærområdets kommuner. Der vil være en skadestue, hvor borgerne kan henvende sig i dagtimerne og få behandlet mindre skader. Som noget helt nyt vil Gentofte’s kommende nye behandlingsbygning danne rammen for regionens udviklingscenter for planlagt kirurgi, samtidig med at der også kan tilbydes planlagte operationer indenfor ventetidsgarantien i hele Region Hovedstaden. Der vil fortsat være en højt specialiseret hjerte- og lungemedicinsk afdeling i Gentofte. Den højt specialiserede tand-, mund- og kæbekirurgi samt øre-, næse- og halsspecialet samles også på Gentofte.

Yderligere informationer:

Pressevagten: 70209588

Nyheds- strategichef Marianne Uldall Jepsen Mobil: 26730495