Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Pressemeddelelse: Bredt budgetforlig i Region Hovedstaden

Det store talpuslespil for Region Hovedstadens budget for 2008 faldt på plads.

En bunden opgave er løst, da Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre og Ny Alliance blev enige om, hvordan brikkerne skulle lægges i det næsten 30 milliarder kroner store budget. Kun Enhedslisten har valgt at stå udenfor budgetforliget.

Budgettet er udarbejdet under de forudsætninger, der fremgår af aftalen mellem regeringen og Danske Regioner. Den økonomiske ramme i budgetforliget giver mulighed for at videreføre udgifts- og aktivitetsniveauet fra 2007, samtidig med at der er økonomisk råderum til yderligere aktivitetsstigning i 2008.

Besparelsesforslag på 85 mio. kr. reduceres til 55 mio. kr. på en sådan måde, at personalebesparelser i patientbehandlingen uden modsvarende ændring af opgaver undgås.

Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand for Region Hovedstaden:

– Det er godt, at vi på trods af de partipolitiske uenigheder kan finde sammen om regionens budget for næste år.

Hospitals- og psykiatriplan
Som en konsekvens af forliget om hospitals- og psykiatriplanerne bliver realiseringen af de to planer en afgørende opgave ikke blot i 2008 - men også de kommende år. I 2008 bliver der afsat 116 millioner kroner til at starte implementeringen af hospitals- og psykiatriplanerne.

Udviklingspulje til det medicinske område
Med henblik på at skabe bedre kvalitet og forhold for de medicinske patienter på hospitalerne afsættes en pulje på 8 mio. kr. I forbindelse hermed inddrages forskning og udvikling ud fra et helhedsorienteret og sammenhængende perspektiv på behandlingen af de medicinske patienter.

Arbejdsmiljø, rekruttering og fastholdelse m.m.
Hospitalerne mangler hænder. Pt. er der omkring 1.500 ledige stillinger på hospitalerne i Region Hovedstaden. Der stilles store krav til medarbejderne på regionens hospitaler og andre virksomheder. Krav om produktivitetsforbedringer, kortere liggetider og stadig flere patienter. Samtidig er der store organisatoriske forandringer på vej.

  • Der bliver afsat 11,2 millioner kroner til arbejdsmiljøindsatsen og initiativprogrammet for rekruttering og fastholdelse.
  • 4,8 mio. kr. fra centrale puljer flyttes til hospitalerne, så alle hospitaler i regionen får egne midler til arbejdsmiljøforbedringer.
  • Et lavere sygefravær nedsætter udgiften til vikarer og overarbejde. Målet er, at alle virksomheder nedbringer fraværsniveauet til højst 5 %.
  • Der igangsættes tidligst muligt i 2008 et antal konkrete projekter i alle virksomheder for at etablere en aktiv og struktureret opgaveglidning mellem faggrupperne.

Samarbejde med kommunerne
Puljen på 5,0 mio. kr. til samarbejdsprojekter med kommunerne om forebyggelse og sundhedsfremme forøges med en halv mio. kr.

Regional udvikling
Der er til det samlede område for regional udvikling afsat 647,6 mio. kr. i 2008. Som følge af økonomiaftalen for 2008 mellem regionerne og regeringen får Region Hovedstaden 23,7 mio. kr. ekstra til regional udvikling. Forligspartierne ønsker, at der i Movias budget bliver mulighed for at:

  • Der igangsættes forsøg med 20 minutters drift på Frederiksværksbanen,
  • Og at der afsættes en særlig pulje på 4 mio. kr. årligt til at betale for forventede merudgifter for skærpede miljøkrav til de regionale busser.

Budgettet for regional udvikling indeholder endvidere en videreførelse af Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity samt til medfinansiering af erhvervsudviklingsprojekter.

For at opprioritere regionens aktiviteter i forhold til EU og EU’s støtteprogrammer, afsættes yderligere én mio. kr. til det internationale samarbejde.

Miljø
Som følge af økonomiaftalen for 2008 får regionen 15,8 mio. kr. ekstra til miljøområdet. Pengene bruges til udvidet aktivitet på jordforureningsområdet samt til kortlægning, undersøgelser og andet forberedende arbejde.

Det endelige budget for 2008 skal vedtages af regionsrådet den 25. september 2007.

Yderligere oplysninger:

  • Regionsrådsformand, Vibeke Storm Rasmussen, Soc.dem., tlf. 43 64 25 21
  • Bent Larsen, Venstre, tlf. 25 35 24 24
  • 1. næstformand Benedikte Kiær, Det Konservative Folkeparti, tlf. 30 50 84 62
  • Kirsten Lee, Det Radikale Venstre, tlf. 20 20 11 56
  • 2. næstformand Henrik Thorup, Dansk Folkeparti, tlf. 40 40 81 88
  • Allan Schneidermann, Socialistisk Folkeparti, tlf. 44 84 44 20
  • Karin Falkencrone, Ny Alliance, tlf. 20 77 96 88
  • Regionsdirektør Helle Ulrichsen, tlf. 48 20 56 01
  • Koncerndirektør Morten Rand Jensen, tlf. 26 73 38 20
  • Pressevagten, tlf. 70 20 95 88

Læs detaljerne i budgetaftalen her

Skrevet 11. september 2007 af Region Hovedstaden


Redaktør
Regionhovedstaden
Email