Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Pressemeddelelse: Mere forskning til gavn for patienterne

Forskningspolitik for Region Hovedstaden vedtaget.

Sundhedsforskningen i Region Hovedstaden skal kunne mærkes på de over 800.000 årlige patientbehandlinger på regionens hospitaler, i behandlingen hos regionens over 1.000 familielæger og i striben af psykiatri- og handicaptilbud. Og det skal ske i tæt samarbejde med kommunerne for at sikre de tværgående patientforløb. Det er målet for den forskningspolitik, som regionsrådet netop har vedtaget.

- Det er i kombinationen af ny viden og nye produkter med en effektiv og patientvenlig service, udfordringen ligger, siger Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden. - Det er ikke nok at bygge nyt og istandsætte bygninger, som vi også lægger op til i de nye hospitals- og psykiatriplaner. Vi skal turde tænke helt nyt i måden, vi diagnosticerer, behandler og tilrettelægger undersøgelses- og behandlingsforløb på – i den såkaldte patientnære forskning. Det gælder også de tværgående patientforløb, hvor et tæt samarbejde mellem regionen og kommunerne er meget vigtig. Det er det, den netop vedtagne forskningspolitik for sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden skal være med til at sikre.

Godt fundament
Region Hovedstaden er godt rustet til opgaven. Af de mere end 4.500 forskere i det danske sundhedsvæsen arbejder over halvdelen eller omkring 2.500 af dem i hovedstadsregionen.

- Der er ingen tvivl om, at vi har et godt fundament, siger Helle Ulrichsen, regionsdirektør i Region Hovedstaden. – Vi forsker på livet løs, og vi forsker med høj kvalitet. Der, hvor vi kan og skal blive bedre, er, når forskningen skal krystallisere sig og ende med at gøre gavn hos patienterne. Derfor vil vi fokusere på at udvikle de nuværende miljøer og skabe nogle nye, der understøtter selve forskningen. Miljøer, som kan hjælpe med alle de formalia, der uomtvisteligt knytter sig til forskningsresultater, inden de kommer ud og gør gavn hos patienterne.

Region Hovedstaden budgetterer med at investere over 800 millioner kroner om året i sundhedsforskning. De 800 millioner kroner bliver finansieret gennem ca. 1/3 regionsmidler og ca. 2/3 eksterne midler fra offentlige/private fonde og virksomheder

Fakta

  • Hovedstadsregionen er landets førende region inden for sundhedsområdet. Det gælder omfanget af forskning, antallet af forskerstillinger og publikationer.
  • Hovedstadsregionen uddanner 38 procent af landets sundhedspersonale i de grupper, der primært indgår i forskningen.
  • Hovedsstadsregionen står for over halvdelen af landets indberettede opfindelser og patenter
  • Over 70 % af biotekfirmaerne i Danmark er placeret i hovedstadsregionen
  • Øresundsregionen har 41.000 ansatte inden for life-science, Øresundsregionen regnes for den 3. bedste region i Europa inden for biomedicinsk forskning, Øresundsregionen har 26 hospitaler, hvoraf 11 er universitetshospitaler med en stærk infrastruktur inden for sundhedsvæsnet.

Læs mere om politik for sundhedsforskning her

Kontakt for yderligere information:

  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, tlf. 43 64 25 21
  • Regionsdirektør Helle Ulrichsen, tlf. 48 20 56 01
  • Koncerndirektør Jens Christian Sørensen, tlf. 26 73 38 20
Pressevagten: tlf. 70 20 95 88

Skrevet 25. september 2007 af Region Hovedstaden


Redaktør
Regionhovedstaden
Email