Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Pressemeddelelse: Region Hovedstaden vil kortlægge borgernes sundhedstilstand

Det kom frem på en netop afholdt åbningskonference for Region Hovedstaden.

Borgerne i samtlige 29 kommuner i Region Hovedstaden vil få kortlagt deres sundhedstilstand. Resultaterne skal bruges af regionen og kommunerne til at planlægge fremtidige behandlingsbehov og forebyggelse.  

Der er stor social ulighed i borgernes sundhedstilstand i de 29 kommuner i Region Hovedstaden. Kroniske livsstilssygdomme som sukkersyge, hjertesygdom og kronisk lungesygdom rammer op til dobbelt så mange mennesker i nogle kommuner i forhold til andre. Det skal der gøres noget ved. Derfor har Region Hovedstaden afsat 3 millioner kroner til at få udarbejdet en klar og ensartet sundhedsprofil af borgerne i de enkelte kommuner. Forskningscenteret for Forebyggelse og Sundhed på Glostrup Hospital skal stå for undersøgelsen.

- Det kan ikke være rigtigt, at der skal være så stor ulighed i sundheden, siger Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Region Hovedstaden. – Og selvom vi allerede godt ved, at store dele af uligheden skyldes usund livsstil og dårlige arbejdsbetingelser, så vil vi med sundhedsprofilerne få et meget klarere billede af, hvor uligheden er størst - og hvorfor ulighederne opstår. Derefter kan vi i samarbejde med kommunerne sætte målrettet ind i såvel det forebyggende arbejde som planlægningen af de fremtidige behandlingsbehov på hospitalerne,

Sundhedsprofilerne er baseret på data fra de centrale registre om fx sygehuskontakter og diagnoser, medicinforbrug, kontakter til almen praktiserende læger og død. Disse data kombineres med en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt borgerne om trivsel og livskvalitet, livsstilsrelaterede emner som ryge- og alkohol- og kostvaner, fysisk aktivitet, stress, symptomer og sygelighed.

- Herefter står vi med et klart billede af, hvilke befolkningsgrupper der bliver mere syge end andre -  og hvorfor de bliver syge, siger Allan Linneberg, forskningsleder for Forskningscenter for Forebyggelse på Glostrup Hospital.

Den viden er der både store livskvalitetsmæssige og store samfundsøkonomiske perspektiver i.

- Op mod 60 procent af de sygdomme, vi behandler i dag, vil kunne undgås ved forebyggelse, fastslår Vibeke Storm Rasmussen (S). – Og med sundhedsprofilerne i hånden vil vi kunne lave en målrettet indsatsplan, som vil virke på lang sigt. 

De 29 sundhedsprofiler vil blive stillet til rådighed for kommunerne kvit og frit.

Yderligere oplysninger:
Vibeke Storm Rasmussen, Regionsformand i Region Hovedstaden: tlf. 43642521

Helle Ulrichsen, Regionsdirektør i Region Hovedstaden: tlf. 48205601

Teddy Østerlin Koch, Kommunikationsdirektør: tlf. 24439300

Fakta
Seks kommuner har fået lavet sundhedsprofiler

Kommunerne Høje Taastrup, Vallensbæk, Herlev, Gladsaxe og Hørsholm har fået taget temperaturen på sundhedstilstanden hos deres borgere ud fra ovenstående model, mens Furesø Kommune er delvist med på vognen med en mindre udgave af sundhedsprofilen udelukkende baseret på data fra registrene.

Høje Taastrup Kommune fik konstateret, at de er blandt de kommuner i hovedstadsområdet, der har flest borgere med hjerte-karsygdomme, diabetes og rygerlunger. Endvidere er der mange med psykiske sygdomme. Sundhedsprofilen viste også, at kun 10 procent af kvinderne og 5 procent af mændene i Høje Taastrup Kommune lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om sund livsstil.

Læs mere om sundhedsprofiler og Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed på www.sundhed.dk

Redaktør
Regionhovedstaden
Email


Redaktør
Regionhovedstaden
Email