Borgermøde om Nordsjællands Hospital.
Borgere tilknyttet hospitalerne i Nordsjælland, får nu mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til udspillet til ny hospitalsplan for Region Hovedstaden direkte til den øverst politiske ansvarlige, Vibeke Storm Rasmussen(S). Det sker, når regionsrådsformanden stiller op til et to timer langt borgermøde i Frederiksborg Hallen d. 27. marts fra kl. 19-21. De regionsrådsmedlemmer, som har mulighed for det, vil også være til stede.
- Der vil ske forandringer. Det kan vi alle lige så godt indstille os på, siger Vibeke Storm Rasmussen (S), regionsrådsformand for Region Hovedstaden. Det gælder også for borgere med tilknytning til Nordsjællands Hospital, som i fremtiden vil udgøre det, vi i planen har valgt at kalde ”Område Nord”. Område Nord skal betjene omkring 310.000 borgere i Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Frederiksværk-Hundested, Gribskov, Helsingør, Hillerød og Hørsholm kommuner.
Hospitalsplanen deler Region Hovedstaden op i fire såkaldte planlægningsområder: Nord, Midt, Syd og Byen. Lægefaglige eksperter mener, at det mest optimale befolkningsunderlag pr. speciale ligger på omkring 400.000. Derved skulle indretningen af sundhedsvæsenet blive til mest muligt gavn for regionens 1,6 millioner borgere.
- Jeg mener, det er en god plan. Men samtidig vil jeg godt slå fast, at sidste punktum i planen ikke er ikke sat endnu, siger Vibeke Storm Rasmussen. - Planen er i høring, og det betyder, at vi lytter til alle gode argumenter, der måtte komme frem. Derfor skal alle med noget på hjerte benytte sig af borgermødet til at komme med kommentarer og stille spørgsmål til hospitalsplanen.
Har man ikke mulighed for at deltage i borgerhøringen, kan man i stedet gå ind på Region Hovedstadens hjemmeside, www.regionh.dk og debattere planen der. På hjemmesiden kan man også læse meget mere om planens indhold.
Områdehospital og nærhospital
Områdehospitalet i Hillerød
Områdehospitalet i Hillerød skiller sig ud fra nærhospitalerne i område Nord ved blandt andet at have en døgnbemandet akutmodtagelse, hvor akut syge eller tilskadekomne enten indbringes med ambulance, visiteres til eller selv kan henvende sig. Derudover er der stationeret en lægebil, hvor man i princippet rykker skadestuen ud til alvorligt syge og tilskadekomne og indleder behandlingen på stedet. Da område Nord dækker et stort geografisk område, vil der i nogle af yderområderne også være særligt uddannede ambulancebehandlere, der kan påbegynde en kvalificeret behandling, indtil lægebilen når frem. Og så vil føde- og børneafdelingen fortsat være i Hillerød.
Nærhospitalerne i Helsingør og Frederikssund
Nærhospitalerne i Helsingør og Frederikssund skal primært modtage medicinske patienter fra nærområdets kommuner. Der vil være skadestuer, hvor borgerne kan henvende i dagtimerne og få behandlet mindre skader. I Helsingør skal man desuden udføre planlagt kirurgi. Mens Frederikssund får en særlig rolle med genoptræning af personer, der bliver ramt af hjerneblødning.
Yderligere informationer:
Pressevagten Mobil: 70209588
Kommunikationsdirektør Teddy Østerlin Koch, Mobil: 24439300
Læs mere om udspil til hospitalsplan og psykiatriplan på www.regionh.dk