Der er i 2006 gennemført en landsdækkende undersøgelse af patienternes tilfredshed med hospitalerne.
- I Region Hovedstaden er vi meget optagede af at inddrage brugerne og vil gerne vide, hvordan patienterne oplever vores hospitaler og den behandling de får. Derfor er jeg også glad for, at langt størstedelen af patienterne er tilfredse med deres behandling, siger Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Region Hovedstaden.
- Nu har patienterne gjort deres arbejde – og nu skal vi i gang med vores indsats. Det vigtige er, at vi bruger resultaterne fremadrettet. Målet med at lave sådan en undersøgelse er jo ikke at rose sig selv, men at finde ud af, hvad vi kan gøre bedre. Og der er helt klart områder, hvor vi stadig ikke gør tingene godt nok, og hvor vi må lære af de bedste, siger Vibeke Storm Rasmussen.
Tilfredshedsundersøgelsen viser bl.a., at patienttilfredsheden generelt er højere på afdelinger, der alene arbejder med patientforløb, hvor indlæggelse og behandling er planlagt på forhånd. Og at ældre, slidte bygninger, der ikke understøtter et moderne patientforløb, også trækker ned i patienternes vurdering.
- Region Hovedstaden har med det forslag til hospitalsplan, som er lagt frem, et godt udgangspunkt for forbedring. For planen sigter jo netop på i højere grad at styrke og udvikle den planlagte behandling. På det akutte område vil planen samle modtagelserne på færre steder, og bygge om og renovere. De kommende regeringsforhandlinger vil så forhåbentlig sikre os mulighederne for at føre planerne ud i livet, så endnu flere af vores patienter vil opleve et bedre forløb og bedre fysiske rammer, siger Vibeke Storm Rasmussen.
Yderligere oplysninger:Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, tlf. 43 64 25 21Regionsdirektør Helle Ulrichsen, tlf. 48 20 56 01Koncerndirektør Svend Hartling, tlf. 40 26 68 87Kommunikationsdirektør Teddy Østerlin Koch, 24 43 93 00
Fakta om LUPDen Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser tegner et overbliksbillede af patienters oplevelser på hospitalsniveau. Samtidig sammenlignes patientoplevelser over tid mellem de eksisterende undersøgelser. Undersøgelsen gennemføres hvert andet år - indtil nu i 2000, 2002, 2004 og 2006. Temaerne er:
Den patientoplevede kvalitet på landets sygehuse er på flere områder forbedret siden sidste måling og hospitalerne i Region Hovedstaden følger med den positive udvikling, men ligger generelt under landsgennemsnittet.
Region Hovedstaden kan især blive bedre til den mundtlige kommunikation mellem sundhedspersonalet og patienterne, ventetider (både før og under indlæggelsen), samt forbedre samarbejdet på tværs af sektorerne. Desuden oplever alt for mange patienter, at der sker fejl mens de er indlagt.
Hospitalerne i Region Hovedstaden vil nu arbejde videre med aktiviteter, der følger op på undersøgelsen. Ud over Forslag til Hospitalsplan, som er i høring, har Regionsrådet netop vedtaget en kvalitetsstrategi for hospitalerne, der indebærer, at der systematisk vil blive arbejdet med øget brugerinddragelse, og at brugernes oplevelser regelmæssigt evalueres.
Læs hele rapporten om Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser 2006 (LUP 2006)
Se tabelsamling fra Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser 2006 (LUP 2006)
Læs Region Hovedstadens pressemeddelelse om undersøgelsen