Region Hovedstaden investerer i miljøet.
Nye ventilationsanlæg på hospitalerne på Amager, i Helsingør og i Hillerød samt nye cirkulationspumper på hospitalerne i Frederikssund og på Bispebjerg vil betyde mindre energiforbrug til gavn for miljøet og samtidig give en gevinst i form af besparelser på driftsudgifterne på 3,8 millioner kroner om året. Derfor har regionsrådet i Region Hovedstaden netop bevilget de 11,6 millioner kroner, det koster at realisere projekterne. De penge vil være tjent ind efter lidt mere end tre år.
- Der skal ikke meget købmandsregning til for at sige ja til en beslutning som denne, konstaterer regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S). - Vi gør noget godt for miljøet samtidig med, at vi forholdsvist hurtigt tjener pengene hjem igen og fremadrettet forbedrer vi vores økonomi hvert eneste år. Det er vist det, de i det private erhvervsliv ynder at kalde en ”win-win-situation”. Så jeg glæder mig oprigtigt på vegne af miljøet og i forhold til Region Hovedstadens økonomi.
Ud over de ovennævnte projekter, som der er sat penge af til i indeværende budgetår og 2008, har Region Hovedstaden afsat 8 millioner om året til miljøforbedringer i budgetoverslagene for såvel 2009 som 2010.
Yderligere informationer: