Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Ritzau: Lars Løkke uforstående over for hospitalsfyringer

Der skal spares på sygehusene trods milliarder fra regeringen. Grunden er, at der skal præsteres langt mere, end der er penge til, siger regionsformand.
Selv om regeringen har givet milliarder til sygehusvæsnet, skal der alligevel spares på landets sygehuse.
Alene i Region Hovedstaden mangler der en halv milliard kroner.

Det siger regionsformand i Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen (S) til Ritzau.

- Vi er blevet bedt om at præstere for to milliarder kroner, men vi har kun fået halvanden milliard. Det er problemet. Regionerne forudsætter en produktionsvækst på to pct. Når dertil lægges de besparelser, som hospitalerne skal gennemføre, svarer det for vores vedkommende snarere til et produktionskrav på fire pct. Det er det, personalet klager over. Og det er en klar besparelse, når mindre personale skal lave mere, siger hun.

Som den første af landets fem regioner har Region Hovedstaden meldt sit budget ud for næste år, og det tegner ikke lovende for hospitalspatienterne.

Rigshospitalet står alene for at skulle spare næsten 40 millioner kroner. Halvdelen af beløbet skal hentes ved fyringer, og det svarer til 61 stillinger spredt over hele huset, meddeler direktør Jørgen Jørgensen. På hospitalerne i Hvidovre og Glostrup skal der i 2008 spares i alt knap 20 millioner på driften.

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er helt uforstående over for, at danske sygehuse skulle være i en situation, hvor de generelt skal fyre personale.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen bliver der år for år brugt flere penge i sundhedsvæsnet og ansat flere læger og sygeplejersker end tidligere.

- I år øger regeringen bevillingerne med 1,65 mia. kr. Hvis man ser på fordelingen regionerne imellem, så betyder det, at Region Hovedstaden har 517 mio. kr. mere at drive sundhedsvæsen for. Det er de kolde facts. Så jeg er noget uforstående over for meldinger om, at der skal fyres i hundredvis af medarbejdere på landets sygehuse. Tværtimod mangler vi hænder, siger han.

Vibeke Storm Rasmussen vil gerne være med til at hæve effektiviteten på hovedstadens hospitaler. Men hun understreger, at det vil kunne mærkes ude på afdelingerne, at aktivitetsniveauet skal stige, når der ikke følger nok penge med.

- Det vil ramme både personale og patienter, når der skal laves det dobbelte for det halve, siger hun.

Vibeke Storm Rasmussen understreger, at hun allerede under budgetforhandlingerne med regeringen gjorde opmærksom på, at Region Hovedstaden ville komme til at mangle penge på bundlinjen.

Formanden for regionerne, Bent Hansen (S), tror dog ikke, at der bliver tale om deciderede afskedigelser på landets sygehuse. Men han medgiver, at det højere aktivitetsniveau mange steder vil blive oplevet som en besparelse.

- Det pres på aktivitetsniveauet giver trods de øgede bevillinger samtidig anledning til, at budgettet ikke hænger sammen. Der er ikke dækning for alle udgifter, og så skal der spares. Det opleves på sygehusene på den måde, at man skal klare en stigende produktion med færre ressourcer, end man egentlig mener, at man har brug for, siger Bent Hansen. Han understreger, at han ikke kender detaljerne i Region Hovedstadens budgetlægning.

De Radikales kommunalordfører Johs. Poulsen vil nu have sikkerhed fra regeringen for, at der er plads til at fastholde den helt basale service, inden regeringen strør om sig med milliardløfter i diverse forhandlinger på Christiansborg.
Det gælder både i de aktuelle skatteforhandlinger og i det kvalitetsreformudspil, som også indeholder milliardløfter ud i fremtiden, mener han.
/ritzau/

Skrevet 29. august 2007 af Region Hovedstaden


Redaktør
Regionhovedstaden
Email