Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
30-11-2007

Trafikudfordringerne står i kø

Hvis regionen fortsat være konkurrencedygtig og tiltrække nye virksomheder og turister, skal der træffes beslutninger om en række projekter her og nu.
Foto af Vibeke Storm Rasmussen. Foto: Tinie W. Rasmussen.

- Af Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Region Hovedstaden

(Kronikken er også bragt i Politiken den 30. november i en let forkortet udgave)

I dag byder vi i Region Hovedstaden op til debat med Infrastrukturkommissionens formand og repræsentanter for Folketingets partier om den langsigtede strategi for trafikudviklingen i hovedstadsområdet. Det sker på vores konference ”Hovedstadens trafikale udfordringer” på Børsen i København.

Globaliserede virksomheder
Hovedstadsregionens erhvervsliv er i den grad globaliseret – og hvis virksomhederne oplever væksthæmmende faktorer, så flytter de bare. Hovedstadsområdet og Øresundsregionen har i dag status som international metropol. Sammenlignet med andre europæiske storbyregioner tegner der sig en metropol med udgangspunkt for at skabe gode trafikmuligheder, men i Nordeuropa halter vi allerede bagefter i forhold til Hamburg og Amsterdam.

Så skal regionen fortsat være konkurrencedygtig og tiltrække nye virksomheder og turister, peger vi i vores indspil til Infrastrukturkommissionen på, at der her og nu er behov for at træffe beslutning om en række projekter:

En letbane med moderne sporvogne langs Ring 3 mellem Ishøj og Lyngby. En udvidelse af Ring 4. En ny Ring 5. En havnetunnel i København. En ny forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Og ikke mindst - en markant opgradering af den kollektive trafik.

Det er bare nogle af de initiativer, der skal til, hvis vi skal undgå, at trafikken sander til i hovedstadsområdet. Det gælder jo ikke kun trafik ind og ud af København. Trafikken er især vokset på tværs af regionen, og den kollektive betjening er slet ikke opdateret til nutidens behov – derfor er en letbane del af et markant løft i den kollektive trafik.

Bedre kollektiv transport
For regionens borgere betyder velfungerende transport naturligvis meget for, at hverdagen fungerer. Det var tydeligt, da 167 borgere fra vores region samledes på Axelborg i København en lørdag i november for i fællesskab at udarbejde et idékatalog med løsninger på regionens fremtidige udfordringer. I de kommende måneder skal vi i Region Hovedstaden nemlig i gang med at udarbejde en Regional Udviklingsplan.

Borgernes idékatalog peger på, at regionspolitikerne bør lægge mest vægt på en forbedret, konkurrencedygtig og attraktiv kollektiv trafik. Også behovet for en samlet trafikplan – det at se alle trafikformerne under ét og i sammenhæng - fik mange stemmer med på vejen. Det daglige tidsforbrug til transport var en tredje topscorer – jo mere tid, du bruger på at rejse, jo mindre tid til privatlivet og til arbejdet.

Ventetid koster milliarder
Jeg deler fuldstændig borgernes opfattelse af trafik som en hovedudfordring. Trængsel skabte i 2005 forsinkelser på 130.400 persontimer pr. døgn. Bilkøerne i hovedstadsområdet kostede i 2001 5,7 mia. kr. - og selv med de igangværende forbedringer af regionens infrastruktur forventes trængsel i 2015 årligt at koste samfundet 11,5 mia. kr. Den kollektive transport skal have et løft.

Alle prognoser viser, at trafikken og trængselsproblemerne i regionen vil stige i fremtiden. Det er kun et spørgsmål om, hvornår trafikken propper helt til. Vi oplever det jo allerede i dag på de store trafikårer i morgen- og eftermiddagstimerne.

Tidligere analyser forventer en stigning i hovedstadsområdets biltrafik på 37 % frem mod 2015. Infrastrukturkommissionens seneste prognoser forudser, at trafikmængden på de danske veje vil være steget mellem 70 og 90 % i 2030.

I vores region er der faktisk netop skabt en bred enighed mellem regionen og de 29 kommuner: I et fælles indspil til Infrastrukturkommissionen peger vi på behovet for en langsigtet planlægning, som tager højde for den voldsomme udvikling i både person- og godstrafik, vi oplever i disse år.

Bredt regionalt samarbejde
Infrastrukturkommissionens rapport er nu på trapperne. Undervejs i kommissionens hidtidige arbejde har vi tilfreds konstateret, at kommissionen peger på hovedstadsområdet som et centralt hovedindsatsområde. Samtidig peger kommissionen på, at en kommende trafikindsats bør omfatte såvel regionens inderste dele i ’Håndfladen’, i ’Fingrene’ ind og ud af København, som i de ’ringe’, der forbinder fingrene på tværs.

Vores fælles indspil til Infrastrukturkommissionen er derfor et meget væsentligt første skridt mod et bredt regionalt samarbejde med kommunerne, så vi i fællesskab kan sikre, at vores storbyregion også vil være et godt sted at leve og arbejde for vores børn og børnebørn.


Redaktør
Christian Hult
Email yasQ@39NgnYB.dk