Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
26-02-2008

Ældreplanen blev diskuteret i Hillerød

Den 25. februar var regionens serie af dialogmøder om den kommende ældreplan nået til Regionsgården i Hillerød. Indsatsen for rehabilitering og sundhedsfremme var til debat.
Foto af deltager.
Af Ulf Joel Jensen
Foto: Poul Rasmussen

Borgere over 70 år udgør bare 15 pct. af landets befolkning. Men gruppen fylder noget mere på landets hospitaler. Faktisk tegner de +70-årige sig for 44 pct. af alle indlæggelserne og for hele 70 pct. af sengedagene på hospitalerne.

Det var en af pointerne i oplægget fra hospitalsdirektør Jens Ole Jarden fra Frederikssund Hospital og Esbønderup Sygehus på Region Hovedstadens dialogmøde om ældre og sundhed den 25. februar. I et informationspakket oplæg tegnede han billedet af nogle af de udfordringer, der er på området. Og han gav sit bud på, hvilken rolle nærhospitalerne kan spille i fremtidens behandling af de ældre patienter.

Hvad er de ældres forventninger?
Som regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen efterfølgende konstaterede, er der ingen tvivl om, at medarbejdere og ledelserne på regionens hospitaler gør sig mange tanker om løsninger på udfordringerne med de ældre patienter. Men matcher det de ældres egne forventninger og behov?

Dette er præcis formålet med rækken af dialogmøder om fremtidens ældreplan, som Region Hovedstaden afholder: At få skabt klarhed over de ældres egne oplevelse af sundhedsvæsnet.

Eftermiddagens møde var det tredje i rækken af møder, og før Jens Ole Jarden indtog talerstolen havde sundhedsudvalgsformand Ole Christian Pedersen fra Gribskov Kommune holdt et oplæg om arbejdet med at fremme sundheden for de ældre i hans kommune.

Og han kunne fortælle, at det bl.a. omfatter forebyggende hjemmebesøg hos de ældre, øget fokus på aktivitet og trivsel på kommunens plejecentre, forskellige tilskud til og muligheder for fysisk aktivitet, akutpladser på plejehjem og akuthjemmepleje som alternativ til hospitalsindlæggelser.

Debat om hospitaler og pleje
Efter oplægsrækken var der – akkurat som ved de tidligere dialogmøder – debat blandt de deltagende i mindre grupper. Denne dags emne var sundhedsfremme og rehabilitering. Og selvom de deltagende ældre for langt de flestes vedkommende må siges at tilhøre gruppen af resursestærke ældre – og mange knap nok havde stiftet bekendtskab med hospitalsverdenen endnu – så var der nok af klare holdninger og forventninger til fremtidens behandling og rehabilitering af ældre.

Ved flere af bordene gik diskussionen på at give ældreplejen i kommunerne et generelt løft, dels så patienterne fremover ikke optager plads efter endt behandling – og dels så plejen af de svagere stillede ældre bliver styrket.

Men også indlæggelsesforløbene på selve hospitalerne var til debat i eftermiddagens løb. Og diskussionerne rundt omkring gik lige fra det meget konkrete til det særdeles visionære:

Fra ønsker om, at man i fremtidens hospitalsbyggeri satser på enkeltmandsstuer med eget bad i stedet for flersengsstuer. Til tanken om helt at afskaffe sengebegrebet på hospitalerne: At satse mere på dagshospitaler frem for døgnhospitaler og som supplement styrke patienthotellerne væsentligt. Der var højt til loftet – og masser af input til regionens fremtidige ældreplan.


Redaktør
Christian Hult
Email yasQ@39NgnYB.dk