Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
22-01-2008

Én stor samlet akut-enhed på Herlev Hospital

Akut syge og tilskadekomne patienter skal sikres effektive og forbedrede patientforløb

Pressemeddelelse fra Herlev Hospital:

Den 1. februar fusionerer skadestue, Akut Modtageafdeling og et observations-afsnit til én stor akutenhed med bedre fysiske rammer og flere læger tilknyttet

Herlev Hospital opruster modtagelsen og behandlingen af akut syge og tilskadekomne patienter, der døgnet rundt indlægges på hospitalet. Skadestuen og Akut Modtageafdeling (AMA) samt deres observationsafsnit lægges sammen som følge af Hospitalsplanen og målet er ambitiøst:

Alle akutte patienter skal sikres optimal behandling, uanset om de ankommer klokken tre om eftermiddagen eller klokken tre om natten. Samarbejdet mellem faggrupper og tidligere adskilte enheder styrkes, der etableres en gruppe fastansatte læger - inklusiv specialister og de fysiske rammer udvides.

Lettelse
Samtidig betyder den nye struktur en lettelse for både patienter og de praktiserende læger, fordi alle akutte patienter - i modsætning til før - i næsten alle tilfælde skal ind på hospitalet af én dør. Det er en stor lettelse for både patienterne og de praktiserende henvisende læger samt Falck.

Den nye afdeling får foreløbig navnet ” Fælles akut modtagelsen”. Skadestuen er en del af den nye afdeling.

- Ved at samle akutområdet til enhed, får vi en utrolig fleksibilitet, og vi kan planlægge akutte patientforløb som helheder i modsætning til før, hvor forløbet var splittet op. Nu kommer patienten ind ét sted, og vi kan starte en behandling langt hurtigere med den nye bemanding, siger den konstituerede ledende overlæge Inger Søndergaard.

- Vi bliver også hurtigere til at tilrettelægge borgernes forløb og kan derfor efter kort tid informere både patient og familie. Vores resurser bliver også langt bedre udnyttet i de nye patientforløb.

150 medarbejdere
- Før havde vi et Skadestueforløb på op til måske syv timer. Derefter ved indlæggelse et AMA-forløb på nogle timer og til sidst et forløb på X antal dage på en afdeling. Nu bliver det en meget rutineret sygeplejerske eller en læge, som kaster det første blik på patienten. Og i de tilfælde hvor det er nødvendigt, behandles patienten direkte i Fælles akut modtagelsen, siger Inger Søndergaard.

Akutenheden vil i løbet af et år have omkring godt 150 medarbejdere fordelt på alle hospitalets læge og plejefaggrupper.

- Det er en stærk satsning på akutområdet, også fordi Fælles akut modtagelsen får sin egen ledelse og dermed er ansvaret for kvaliteten forankret bedst mulig, siger Inger Søndergaard.

Yderligere oplysninger:
Inger Søndergaard, telefon 44 88 40 00 klartone 82683