Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
17-04-2008

Fødsler under strejken

Sikkerheden for gravide og fødende er i orden under strejken
Foto af nyfødt. Foto:Colourbox.
- Nødberedskabet sikrer, at alle gravide, samt fødende kvinder og deres børn får en god og forsvarlig behandling. Der er flere end normalt, der kommer til at gå hjem 4-6 timer efter en normal fødsel, men alle der har brug for behandling, vil også få den, siger professor Bent Ottesen, der er speciallæge i fødselshjælp og centerdirektør på Rigshospitalet.

- Vores familieafsnit på Rigshospitalet er lukket ned under strejken. Men de kvinder, der almindeligvis opholder sig her sammen med deres nyfødte og deres partner, kan i princippet føde ambulant og gå hjem. Hvis der er nogen former for problemer, bliver man indlagt på barselsgangen – og det vil man også blive under strejken, siger Bent Ottesen.

Når man vurderer om en kvinde skal forblive indlagt efter fødslen, indgår blandt andet følgende i overvejelserne:

  • Bløder kvinden mere end, hvad man kan betegne som normalt efter en fødsel
  • Har der været anvendt sugekop for at hjælpe barnet ud
  • Har kvinden store skader i mellemkødet
  • Har fødslen være kompliceret og langvarig
  • Er kvinden meget påvirket af forløbet og nervøs for at komme hjem

Kvinder, der føder før termin, eller som får foretaget kejsersnit, bliver tilbudt indlæggelse. Både planlagte og akutte kejsersnitspatienter kan blive på hospitalet efter fødslen. Det samme gælder, hvis det nyfødte barn bliver kortvarigt indlagt på Rigshospitalets afdeling for nyfødte – så kan moderen blive indlagt sammen med sit barn.

Kan ringe til afdelingen
- Vi ved, at nogle kvinder, særligt de førstegangsfødende, kan være bekymrede for om amningen kommer ordentligt i gang. Og det er også meget vigtigt, at det fungerer. Derfor kan man selvfølgelig ringe til afdelingen, hvis der opstår akutte problemer med at få barnet til at spise de første dage efter fødslen. Det tilbud gælder altid, når man har født ambulant, siger Bent Ottesen.

Han understreger, at de nybagte forældre til hver en tid kan kontakte afdelingen, hvis der opstår akutte problemer, når de er kommet hjem efter fødslen.

De planlagte graviditetsundersøgelser hos en jordemoder er aflyst under strejken, men i dagtimerne mellem klokken 8 og 15 kan gravide, der er bekymrede for deres barn henvende sig i jordemoderkonsultationen. Ellers kan de gravide ringe til fødegangen og tale med en jordemoder.

De gravide, der har særlige problemstillinger i forbindelse med graviditeten og derfor har tid til en konsultation hos en af lægerne på fødeafdelingen, skal komme som aftalt.

- Jeg mener, at vores nødberedskab er fuldt forsvarligt. Og skulle der mod forventning opstå særlige situationer, er vi løbende i kontakt med de strejkendes fællestillidsmænd og kan revurdere nødberedskabet, siger Bent Ottesen.


Redaktør
Christian Hult
Email yasQ@39NgnYB.dk