Det viser den seneste opgørelse fra det Nationale Indikator Projekt.
Opgørelsen viser også, at der på enkelte felter som fx registrering af data - til brug for NIP - er udeståender.
- På de vigtigste områder er vi på niveau eller over niveau for den vedtagne standard og landsgennemsnittet – og her tænker jeg særligt på de områder, der handler om, hvor mange der dør inden for det første år efter indlæggelse for hjerteinsufficiens, siger Torben Mogensen, der er vicedirektør på Hvidovre Hospital og formand for Sundhedsfagligt Råd på hjerteområdet i Region Hovedstaden.
Han peger på, at Region Hovedstaden det kommende år skal have særligt fokus på genoptræning og uddannelse af patienter i at håndtere og leve med deres sygdom.
Bedre til genoptræning- Her skal vi blive bedre. Den nyeste opgørelse, der dækker 2007, viser, at vi ligger et godt stykke fra både de vedtagne standarder og landsgennemsnittet. Men vi er allerede opmærksomme på det, og hvis man lavede den samme opgørelse i næste måned, ville man se et helt andet billede. For hospitalerne er blevet langt bedre til at henvise til genoptræning og arrangere uddannelsesforløb for deres patienter, siger Torben Mogensen.
Uddannelse af patienter, der kan gøre dem i stand til at håndtere deres sygdom, har vist sig at være et meget effektfuldt initiativ.
- Vi ved, at mennesker, der får en kronisk sygdom, som de skal leve med resten af deres liv, har stor gavn af disse uddannelser. De oplever en bedre livskvalitet end patienter, der ikke gennemgår en uddannelse, siger Torben Mogensen.
Opmærksomhed på registreringEn del af forklaringen på, at eksempelvis blot 13 procent henvises til individuel fysisk træning, er også, at hospitalernes registrering af data om patienternes uddannelse hidtil ikke har været god nok. Nu bruger alle hospitalerne de samme metoder for registrering, og det vil afspejle sig i de kommende målinger.
- Hospitalerne i regionen har ikke alle registreret ordentligt – det er allerede blevet bedre, men det vil fortsat være et af de områder, vi vil have særlig opmærksomhed på, så vi kan få en tæt og ensartet registrering, siger Torben Mogensen.
Han forventer ligeledes, at hospitalerne i Region Hovedstaden i de kommende målinger vil være på niveau med landsgennemsnittet på alle de områder, der måles på.
- Der er nogle af områderne, hvor vi ikke kan leve op til landsgennemsnittet i dag, men der er sket klare forbedringer siden sidst. Og en del af forklaringen er, at vi ikke registrerer godt nok, så det vil blive endnu bedre, når alle hospitaler indberetter tallene på samme måde, siger Torben Mogensen.
NIP-tallene er registreret i 2007 – bortset fra tallene om dødsfald blandt hjertepatienter – de er fra 2006.