Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
23-01-2008

Gamle – men ikke spor grå!

Der var både grå hår, rynker og højlydt debat i Herlev Medborgerhus, da Region Hovedstaden indbød til det første af i alt fem dialogmøder om ældre og sundhed.
Foto af deltager der skriver
Af Ulf Joel Jensen
Foto: Poul Rasmussen

- Hej Viola! Hvor går du og gemmer dig? En ældre herre med gråt skæg kryster forsigtigt en tilsyneladende længe savnet kvinde i en rosa sweater. Hun lyser op i et smil og gengælder hans hjertelige hilsen. Der er pause i Region Hovedstadens dialogmøde om ældre og sundhed – og tid til almindelig summen rundt, inden alle deltagerne bliver fordelt ud på ti borde, hvor de i grupper skal debattere dagens emne.

Foto af Benedikte Kiær (t.v.), Vibeke Storm Rasmussen (stående) m.fl.En time forinden blev mødet indledt af regionrådsformand Vibeke Storm Rasmussen. Både hun og de to oplægsholdere - sygeplejefaglig konsulent ved Gentofte Kommune Inger Hee og overlæge ved Herlev Hospitals Geriatriske Afdeling Trine Sander Pedersen - rundede et af kardinalpunkterne i behandlingen af den ældre, medicinske patient: Samarbejdet på tværs af sektorerne – eller i nogle tilfælde manglen på samme.

De ressourcestærke ældre
Dét kan 74-årige Maria Troelsen fra Herlev tale med om. Maria er en af deltagerne på dagens dialogmøde, og selvom hun i sine egne møder med hospitalsvæsnet udelukkende har haft gode oplevelser, så er hendes nærmeste vennekreds fuld af eksempler på det modsatte:

- Kommunikationen mellem hospital og kommunens hjemmepleje er for ringe. Lægerne vil gerne udskrive patienterne hurtigt, og så løber det af sporet, hvis ikke man kan få den pleje i eget hjem, man har brug for. Det er mit klare indtryk, at hospitalerne har større forventninger til, hvad hjemmehjælperne kan og må, end de egentlig kan, siger Maria Troelsen, som trods sine grå lokker og en lidt tøvende gang er et sprudlende eksempel på en aktiv og engageret ældre medborger.

Efter en bypass- og tre diskosprolapsoperationer dyrker hun daglig motion og sørger generelt for at holde både sin krop og sit hoved i form med lange traveture, masser af bøger, foredrag og jazzkoncerter.

På den måde er hun også et sindbillede på den nye generation af ældre, som Inger Hee tegnede billedet af i sit oplæg:

- Vi må ikke glemme, når vi taler om de ældres møde med sundhedsvæsnet, at langt den største del af de ældre er vældigt velfungerende. De kan meget, de har mange ressourcer, et godt netværk og masser af livsmod og livsglæde, sagde hun bl.a. og understregede, at den kommunale indsats skal støtte op om disse kompetente og velfungerende ældre:

- Vi skal hjælpe til med at tilbyde en lødig kost, det rigtige at drikke, bevare deres gangfunktion osv., så de i sidste ende bevarer deres livsmod og funktionsevne.

Ivrig debat i salen
Efter kaffepausen var der livlig debat om pleje og behandling af de ældre. I takt med at deltagerne fik talt sig varme, steg baggrundsstøjen af summende stemmer og raslende papirer i lokalet. En tur rundt blandt bordene afslørede, at en meget stor del af debatten handlede om synonyme emner på tværs af lokalet: Mange talte meget om samarbejde, sammenhæng, kommunikation og overgange. Men også menneskelighed, medinddragelse og omsorg samt tid, budgetter og nedskæringer blev debatteret ivrigt på tværs af grupperne.

Foto af mødedeltager.Ved et af bordene sad Maria Troelsens veninde, 87-årige Birgit Cederholm. Birgit sidder i kørestol, og på spørgsmålet om, hvordan hun vil karakterisere sig selv, lyder svaret omgående og ledsaget af et lidt melankolsk smil: - Som gammel.

Så følger hun dog op i samme åndedræt: - Men jeg prøver da at følge med, så godt som jeg kan. Jeg går i en litteraturstudiekreds, jeg har en del venner og forsøger at holde mig socialt i gang. Og senest er jeg begyndt at lære at meditere, forklarer Birgit Cederholm, som også er meget aktiv i sin patientforening og i en nyetableret digital selvhjælpsgruppe.

Så nok var gennemsnitsalderen denne eftermiddag i Herlev Medborgerhus ganske høj, men det var aktivitetsniveauet sandelig også.


Redaktør
Regionhovedstaden
Email