26-02-2008

Hver dag dømmes vi for nøl i det danske sundhedsvæsen

Hvad har vi egentlig tænkt på i årene, der er gået? Har vi glædet os så meget over samtalekøkkener, nye biler og rejser flere gange om året, at vi har glemt, vi også kunne blive syge?

Af Vibeke Storm Rasmussen (A), regionrådsformand, Region Hovedstaden

Overlæge Ole Hartling advarede i sin kronik i Politiken den 14. februar om en underminering af det solidariske danske sundhedsvæsen. Vores offentlige sundhedsvæsen som et fællesgode med fri og lige adgang er ved at forvandle sig til et privat sundhedsvæsen i skikkelse af et forbrugsgode, man kan købe sig til. Ligesom med bilen, fladskærmen og det nye køkken

Bagud på procenter
Vi danskere har siden 1970’erne valgt kun at lade vores sundhedsudgifter stige med 2%, mens de lande vi sammenligner os med har haft en stigning på 4%. Da vi årligt bruger i størrelsesordenen 80 mia. kr. er det ganske mange penge, vi er bagefter i det store sundhedsregnestykke. Hver dag dømmes vi for nøl.

Vi har medicinske patienter på gangene. Vi har ventetid, mennesker dør af kræft, og vi ved, vi kunne hjælpe dem bedre, hvis vi havde investeret tilstrækkeligt i moderne udstyr til diagnosticering og behandling og i uddannelse af medarbejdere til at betjene det. Og moderniseret vores hospitaler til tidssvarende arbejdsgange og nye store scannere.

I de senere år, hvor velstanden er vokset, har påholdenhed været en dyd på vores hospitaler. Det er nu tydeligt alle vegne. Lige fra grimme vinduesrammer, slidt inventar, fire- og seks-sengsstuer - til manglen på moderne apparatur.

Forudsigelig vigen
Vi har flotte effektiviseringstal, når vi sammenligner os med andre lande, men det kniber med kvaliteten på de udgiftstunge områder.

Ikke mærkeligt at sundhedsminister Jakob Axel Nielsen viger og forsøger at skubbe påtrængende fakta væk i debatten med Ole Hartling, der er vidende og fuld af indsigt i sundhedssystemet.

Forleden sagde Preben Rudiengaard (V), formand for Folketingets sundhedsudvalg, som led i debatten, at han er stolt af at leve i et land, hvor arbejdsgiverne gerne betaler for deres medarbejderes sygeforsikring, så de ikke selv skal af med den udgift.

Dig og mig, der betaler
Jeg skammer mig over, at det overhovedet er nødvendigt at have sundhedsforsikring i dette land.
For mig er det dybt uforståeligt, at vi er med til at betale for forskelsbehandling af danske borgere over skatten. For det er jo ikke sådan, at det er arbejdsgiveren, der betaler. Det er dig og mig. For virksomhederne kan trække sygeforsikringerne fra i skat. Og så kan pengene jo ikke bruges til forbedringer til os alle sammen. Preben Rudiengaards udtalelse er et ganske godt eksempel på, at regeringen også på dette område går efter forskelsbehandling.

I Region Hovedstaden ved vi, at fremtiden byder på rigtigt mange patienter ud over den arbejdsdygtige alder. Faktisk viser Sundhedsministeriets egne tal, at antallet af borgere over 65 år i vores del af landet blive fordoblet de næste 40 år. Samtidig ved vi, at denne gruppe borgere står for mere end halvdelen af alle indlæggelser på hospitalerne. Vi har ikke råd til at give penge til arbejdsgivernes tilsyneladende godgørenhed, fordi de penge skal bruges til os alle sammen.

Undergravende for almindelige mennesker
I dag giver Internettet rigtig mange borgere mulighed for at få indsigt i, hvad der sker andre steder, og hvor meget bedre alting kunne være. For demokratiets skyld bør debatten fortsætte, inden vi for alvor drejer ind på privatiseringens vej. Politikerne bør altid stilles til ansvar for resultaterne af det, de gør. At favorisere den private sundhedssektor i en tid, hvor der ikke er personale og midler nok i det offentlige, er undergravende for almindelige menneskers mulighed for behandling. Ole Hartling beskriver det med al ønskelig tydelighed.

Hvorfor i alverden skal vi spilde penge på at udbygge den private sektor? Vi danskere er vældig rige lige nu, men hvorfor har de nødvendige investeringer alligevel så usigeligt svært ved at komme frem?

Vi har alle et medansvar for det voldsomme efterslæb i sundhedssektoren, men også for hurtigst muligt at få den genopbygget og udbygget - så alle danskere kan sikres fri og lige adgang til en bedre behandling. De nye regioner står derfor klar til at tage det lange seje træk, der skal til.

Kommentaren er bragt i Politiken den 23. februar