Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Ny aftale mellem Sex & Samfund og Region Hovedstaden sikrer hjælp til udsatte grupper

Med ny aftale kan Sex & Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik komme udsatte grupper i hele Region Hovedstaden til gavn. Det er første gang en region indgår aftale om seksuel forebyggelse

Til nytår træder en ny aftale mellem Sex & Samfund og Region Hovedstaden i kræft. Aftalen sikrer den fremtidige drift af Sex & Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik på Rosenørns Allé i København. Dermed er der hjælp til udsatte grupper i hele Region Hovedstaden. Hvert år dør cirka 300 danskere af usikker sex, der fører til 10.000 indlæggelser, 50.000 ambulante behandlinger og årlige merudgifter i sundhedsvæsnet på omkring 283 millioner kroner.

Ifølge regionsformand Vibeke Storm Rasmussen har Region Hovedstaden valgt at indgå en aftale med Sex & Samfund, da der er et stort behov for hjælp til specielt udsatte grupper. Disse grupper tæller blandt andet unge piger under 16 år, etniske kvinder, døgninstitutionsanbragte, prostituerede og narkomaner.

- Vi prioriterer udsatte grupper højt og har derfor lavet et samarbejde med Sex & Samfund. Vi mener, at klinikken vil være et godt supplement til de øvrige tilbud på området i Region Hovedstaden. Der er et stort behov for rådgivning om prævention og behandling af seksuelt overførte sygdomme specielt for udsatte grupper. Det er derfor vigtigt at informere og forebygge – der er både menneskelig og økonomisk gevinst at hente, siger Vibeke Storm Rasmussen (S).

Regionsrådsformanden ser det også som et stort plus i aftalen, at Region Hovedstadens praktiserende læger og hospitaler i fremtiden kan drage nytte af samarbejde og erfaringsudveksling med Sex og Samfund.

Godt for de udsatte grupper

Præventions- og Rådgivningsklinikken har siden sin start i 1958 været finansieret af Københavns Kommune, men i forbindelse med Kommunalreformen i 2007 stoppede støtten. Klinikken blev derefter reddet på stregen af Satspuljemidler, som sikrede driften i 2008. Først med den nye aftale er det sikkert, at den også fortsætter efter nytår – og nu ikke bare som et tilbud til borgerne i Københavns Kommune men for hele Hovedstadsregionen.

- Vi er både lettede og glade. Aftalen betyder, at hele Region Hovedstaden nu får et unikt præventions- og rådgivningstilbud til udsatte grupper – og at vi kan fastholde det nuværende fokus på at nå nogle grupper, som ikke nås med de eksisterende tilbud, siger Sex & Samfunds generalsekretær, Bjarne B. Christensen, som ikke er i tvivl om, hvad der ville være sket, hvis ikke aftalen var blevet en realitet:

- Så ville klinikken være lukket, og såvel kommunen som regionen ville have mistet et omdrejningspunkt i det forebyggende arbejde mod sexsygdomme og uønskede graviditeter blandt kommunens mest udsatte grupper. Så må vi se, om det at vi nu dækker hele regionen betyder, at tilstrømningen overstiger vores ressourcer. Men heldigvis åbner aftalen op for en løbende justering, forklarer Bjarne B. Christensen.

Klinikken frem for egen læge

Klinikken har hvert år 1.600 til 1.700 brugere, der vælger denne løsning i stedet for at gå til deres egen læge.

- Det kan være på grund af blufærdighed, fordi de ønsker at være anonyme, eller fordi vi i forhold til deres læge er specialister i rådgivning omkring prævention og sexsygdomme. Og så tæller det også med, at man kan få en tid her med meget kort varsel, fortæller læge Charlotte Wilken-Jensen, der leder Præventions- og Rådgivningsklinikken og tilføjer:

- En stor del af disse brugere ville ikke gå til deres egen læge, hvis klinikken ikke eksisterede og ville derfor havne i uønskede graviditeter eller problemer med sexsygdomme.

Aftalen mellem Sex & Samfund og Region Hovedstaden træder i kraft fra nytår.

Yderligere spørgsmål

· Formand for Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen på telefon 43 64 25 21

· Generalsekretær Bjarne B. Christensen, Sex & Samfund, på tlf. 33 69 56 09

· Læge Charlotte Wilken Jensen på tlf. 26 22 38 59

· Region Hovedstadens pressevagt på tlf. 70 20 95 88

Fakta om Præventions- og Rådgivningsklinikken

· Klinikken har eksisteret i 50 år og blev frem til 2007 finansieret af Københavns Kommune.

· I 2007 havde klinikken 1.607 besøg.

· Tre fjerdedele af brugerne kommer fra såkaldt udsatte grupper som f.eks. unge piger under 16 år, etniske kvinder, døgninstitutionsanbragte, prostituerede og narkomaner.

· Langt størstedelen af brugerne er kvinder i alderen 16-34 år (90 pct.), men antallet af mandlige brugere er steget markant de seneste år.

· Klinikken ligger centralt placeret i København kun et stenkast fra Forum Metrostation på grænsen mellem Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg.

· Klinikken har åben mandag, tirsdag og torsdag fra 16-19. For nærmere information tjek hjemmesiden på www.sexogsamfund.dk

Redaktør
Regionhovedstaden
Email


Redaktør
Regionhovedstaden
Email