Privat eller offentlig sundhedssektor?

Et solidarisk sundhedsvæsen med lige adgang for både rig og fattig er en idealforestilling. Så langt var de tre debattører Ole Hartling, Henrik Erichsen og Jakob Kjellberg enige, da de satte hinanden i stævne på Copenhagen Business School. Men er det et ideal, vi er ved at give afkald på eller et ideal, der ikke er nået endnu?

Ikke en vare
Svaret afhænger af øjnene, der ser. Læge Ole Hartling advarer kraftigt imod, at bevæge sig væk fra det solidariske sundhedsvæsen ved at betragte sundhedsydelser som et forbrugsgode, der kan købes for penge. Det vil nemlig få økonomien til at stille sig mellem læge og patient.

- En sundhedsydelse er ikke en vare, som patienten kan vælge frit. Valget sker efter et behov, som lægen selv definerer, hvis han skal sælge sundhedsydelserne, siger Ole Hartling.

Solidaritet på vej
Lægen som sælger giver altså umiddelbart rige patienter et forspring i sundhedssektoren, hvilket den øgede kapacitet i private hospitaler ofte for skyld for. Et faktum, som sundhedsøkonom Jakob Kjellberg ikke benægter.

- Men det nytter ikke noget at skælde ud på privathospitalerne. For det er jo Regeringen der har besluttet, at der ikke er de samme økonomiske vilkår for private og offentlige hospitaler med et greb i Løkkeposen, siger Jakob Kjellberg og henviser til at beregning af DRG-taksterne giver 20-30 procents overskud på budgettet for et privathospital sammenlignet med et offentligt hospital. Jakob Kjellberg håber dog, at solidariteten i sundhedsvæsenet ved en ligestilling af de to sektorer.

Dobbelmoralsk region
Hos de private hospitaler undrer de sig til gengæld over, at regionerne klager over, at de private hospitaler betaler alt for høje lønninger og samtidig ansætter polske og indiske læger.

- Det er dobbeltmoralsk, at regionerne tager en arbejdskraft, som der er meget mere brug for i deres hjemlande, siger Henrik Erichsen, der arbejder som læge på sit eget privathospital.