Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
20-08-2008

Region Hovedstaden og Vækstforum Hovedstaden investerer 15 millioner kroner i ambitiøst iværksætterhus

Pressemeddelelse: 100 nye virksomheder på to år er målsætningen for et nyt iværksætterhus, som skal skabe flere succesrige iværksættere og mindske frafaldet på ungdomsuddannelserne.

- 40 % af alle hg-studerende på Niels Brock vælger uddannelsen, fordi de har ambitioner om at være selvstændige. Desværre stopper rigtig mange, fordi vi ikke kan hjælpe dem med det i tilstrækkelig grad, fortæller Jens Mejer Pedersen, uddannelsesdirektør på Niels Brock. - Men det kan vi nu.

En million-håndsrækning fra regionen
Vækstforum Hovedstadens indstilling om 10 millioner kroner fra EU`s socialfondsmidler og 5 millioner kroner fra Region Hovedstaden har nemlig gjort det muligt for handelsskolen Niels Brock at realisere deres planer om et undervisningsmiljø, hvor iværksætteri og innovation fylder lige så meget på skoleskemaet som regnskab og momsregler.

100 nye iværksættervirksomheder inden 2010
Ved udgangen af 2010 skal 500 unge have gennemført uddannelsesforløb i Iværksætterhuset, der ruster dem til en selvstændig karriere. Udover deciderede uddannelsesforløb fokuseret på iværksætteri rummer iværksætterhuset et inkubationsmiljø for studerende og færdiguddannede, som ønsker at starte egen virksomhed, kompetenceudvikling for undervisere og et videnscenter om iværksætteri og innovation. Det skal alt sammen resultere i 100 nye iværksættervirksomheder i hovedstadsregionen, og det er hårdt tiltrængt:

Hovedstadsregionen har få succesrige iværksættere
- I sammenligning med andre storbyregioner står hovedstadsregionen over for store udfordringer i forhold til iværksætteri. Der etableres ganske vist mange virksomheder, men vi er langt fra de bedste regioner, når man ser på virksomheder, der kommer ind i solide vækstforløb, fortæller formand for Vækstforum Hovedstaden, Jørgen Christensen. – Visionen for Iværksætterhuset er at fremme en selvstændighedskultur og højne succesraten for nystartede virksomheder, hvilket er helt i tråd med regionens erhvervsudviklingsstrategi.

Regionen har brug for kompetente medarbejdere
Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand for Region Hovedstaden, ser samtidig iværksætterhuset som en løsning på endnu et problem. Hovedstadsregionens har en kedelig danmarksrekord i frafald på ungdomsuddannelserne – næsten alle unge begynder en ungdomsuddannelse, men omkring hver femte falder fra undervejs:

”Regionens arbejdspladser har brug for medarbejdere med kompetencerne i orden, hvis vi fortsat skal være en førende vidensregion. Derfor er et af fokusområderne i den netop vedtagne regionale udviklingsplan at højne uddannelsesniveauet i regionen, og iværksætterhuset er et godt skridt på vejen, slutter Vibeke Storm Rasmussen.

Fakta om finansiering af Iværksætterhuset
Projektet løber foreløbigt frem til 2010 og har et overordnet budget på 20 millioner kroner.

De 15 millioner fra Region Hovedstaden og Vækstforum Hovedstaden finansieres dels af regionens udviklingsmidler til uddannelse, dels af EU’s socialfond.

De resterende fem millioner samt driftsomkostninger finansieres af Niels Brock og projektets øvrige samarbejdspartnere, som omfatter DTU, Erhvervsakademi Nord, Hotel & Restaurantskolen, Erhvervsskolen Nordsjælland, Væksthuset Hovedstadsregionen, IDEA (International Danish Entrepreneurship Academy) m.fl.

Yderligere oplysninger:
Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden, tlf. 43 64 25 21

Jørgen Christensen, formand for Vækstforum Hovedstaden, tlf.  51 34 33 50

Jens Mejer Pedersen, uddannelsesdirektør på Niels Brock, tlf. 33 41 96 15 / 23 21 45 86

Redaktør
Regionhovedstaden
Email


Redaktør
Kasturi Mia Mårtensson
Email LzYQGHC@lpHnPr2.dk