Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen
21-10-2008

Region Hovedstadens nye ambulance

Fra midten af 2009 skal hele Danmark have nye ambulancer. Tirsdag den 21. oktober gav Region Hovedstaden en forsmag på det nye design og det nye udstyr.
Demo-udgave af det nye ambulancedesign Tirsdag den 21. oktober fremviste Region Hovedstaden den nye ambulance ved Regionsgården i Hillerød. Ambulancerne vil være at finde i gadebilledet fra omkring midten af 2009, mens den nye kommunikationsteknik mellem akutmodtagelser og ambulancer vil blive indført trinvist i løbet af 2009.

Lyden af sirenen vil være som den plejer. Men fra midten af 2009 vil ambulancer over hele landet være klædt i nye gule og grønne farver.

Testet og trafiksikker
Det nye design skal give ensartethed og bedre trafiksikkerhed. De stærkt gule og grønne farver er blevet testet til at være de mest synlige og sikre i trafikken. Det er dog ikke kun farverne, der er udskiftet.

Nyt tekniske udstyr
Ambulancerne får også nyt teknisk udstyr, der sikrer, at en ambulance vil kunne kommunikere med vagtcentralen, andre ambulancer, politi, brandvæsen, hospitaler osv.

Ved større hændelser, hvor der også er politi og brandvæsen til stede, vil det nye kommunikationssystem give markante forbedringer af den samlede indsats i forhold til i dag.

Rådgivning og hurtig kommunikation
”For ambulancefolkene betyder kommunikationssystemet, at de har mulighed for lægelig rådgivning på distancen, og den elektroniske patientjournal medfører desuden, at medarbejderne på akutmodtagelserne vil få en status på patientens tilstand, før patienten ankommer. Det vil give hospitalet bedre mulighed for at forberede modtagelsen. Alt i alt er der med det nye kommunikationssystem lagt op til, at den samlede indsats overfor syge eller tilskadekomne borgere kan forbedres betydeligt”, siger Jan Nørtved, der er overlæge ved enhed for akut medicin i Region Hovedstaden.

Overblik over alle ambulancerne
På Region Hovedstadens kommende vagtcentral kan medarbejderne følge alle biler overalt, så man altid kan vælge den hurtigste og bedste ambulance i forhold til opgaven. Hvilke firmaer, der får ambulancekontrakterne, afgøres på regionsrådsmødet den 25. november 2008. Det nye ambulancedesign er en del af kravene i de nye kontrakter. Det tekniske udstyr leveres af Region Hovedstaden til ambulancerne.

Redaktør
Pernille Bøegh
Email W2Ktz@HUuDrXk.dk